Autorisation som ergoterapeut
Hvad er autorisation?
En autorisation er et kvalitetsstempel og fungerer som en garanti for det gennemførte uddannelsesniveau og kompetencer. Ergoterapeuter skal handle i overensstemmelse med almindeligt anerkendte faglige standarder. Pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed skærpes med en autorisation, ligesom en autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisation, hvis udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af grov uforsømmelighed udvist ved udøvelse af hvervet.
For at arbejde som ergoterapeut i Danmark, skal man have dansk autorisation. Retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed som ergoterapeut bortfalder ved det fyldte 75. år. Retten til at benytte professionsbetegnelsen bevares.
Autorisationsbevis
Styrelsen for Patientsikkerhed udsteder autorisation som ergoterapeut på baggrund af udfyldt ansøgningsskema og indstilling fra uddannelsesstedet.
Hvis man har en udenlandsk ergoterapeutuddannelse, er det også Styrelsen for Patientsikkerhed, man skal kontakte.
Ergoterapeuters kompetenceområde
Da ergoterapeuters kompetencesområde ikke er forbeholdt ergoterapeuter, er beskrivelsen heraf ikke optaget i selve Autorisationsloven
Ergoterapeuters kompetencer:
Formålet med ergoterapi er at øge menneskets muligheder for f.eks. igen at varetage et job eller blive mere eller helt selvhjulpne og dermed øge livskvalitet i et aktivt hverdagsliv. Ergoterapeuters kompetencer: Ergoterapeuters virksomhed omfatter rehabiliterende, behandlende, vedligeholdende, kompenserende, forebyggende og sundhedsfremmende opgaver og tiltag og inkluderer:
- håndtering af professionsrelevant teknologi, herunder informations- og kommunikationsteknologi i den relevante kontekst udvikling og implementering af kreative og innovative løsninger på aktivitetsproblemer, generel faglig udvikling, samt kvalitetssikring og -udvikling af den faglige indsats
- påtage sig ansvar for at lede, organisere og kvalitetsudvikle ergoterapeutiske indsatser i en tværprofessionel kontekst
- indgå i tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde og med afsæt i et helhedsperspektiv understøtte borgeren og patienten som en central og aktiv aktør i det individuelle forløb
- undervisning, supervision og vejledning af borgere, pårørende, samarbejdspartnere og studerende.
Ikke-ergoterapeutiske arbejdsopgaver
Ergoterapeuters virksomhedsområde er beskrevet i bemærkningerne til autorisationslovgivningen, se ovenfor.
Ergoterapeuter må kun udføre opgaver af behandlingsmæssig art uden for ergoterapiens kerneområde (f.eks. kateterskift, medicingivning, kanylebrug) som 'medhjælp'.
Medhjælp
Begrebet 'medhjælp' er blandt andet beskrevet her:
Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp
Her fremgår det, at en autoriseret sundhedsperson, f.eks. en læge, med enkelte undtagelser kan delegere opgaver uanset karakter og omfang til en medhjælp. Lægen kan som medhjælp benytte såvel autoriserede sundhedspersoner som andre uanset uddannelse og baggrund. Ved anvendelse af medhjælp er lægen ansvarlig for instruktion mv. af medhjælpen.
Ergoterapeutens ansvar
Ergoterapeuter må således gerne udføre disse ikke-ergoterapeutiske opgaver efter instruktion. Det er lægen, der har ansvaret for instruktionen, og det er ergoterapeutens ansvar at rette sig efter instruktionen. Hvis man ikke opfatter instruktionen som entydig, har man pligt til at sige fra. Det er ligeledes ergoterapeutens ansvar at frasige sig opgaven, hvis man har mistanke om fejl eller andre usikkerhedsmomenter.
Som udgangspunkt vil en medhjælp skulle dokumentere den delegerede virksomhed, se bl.a.
Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler
Ergoterapeuten skal altid handle efter autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed.
Særligt om medicinhåndtering
Sundhedsstyrelsens "Vejledning om ordination og håndtering af lægemidler" beskriver ansvarsfordelingen mellem de involverede personer og præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som autoriserede sundhedspersoner skal udvise ifølge autorisationsloven ved ordination og håndtering af lægemidler
Herudover udgav Styrelsen for Patientsikkerhed i november 2019 pjecen "Korrekt håndtering af medicin. Et værktøj for plejecentre, hjemmepleje, hjemmesygepleje, bosteder m.v. Ansvar, sikkerhed og opgaver". Denne pjecen er et værktøj for personale og ledelse på plejecentre, i hjemmepleje, hjemmesygepleje, på bosteder og andre institutioner uden for sygehuse, hvor personalet håndterer medicin. Pjecen skal ses som et supplement til Styrelsen for Patientsikkerheds vejledninger på området.
Disse to publikationer kan - sammen med andre vejledninger på området - findes på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside
Etf udgiver en vejledning omkring medicinudlvering med tilladelse fra Danske Fysioterapeuter, der har udarbejdet vejledningen. Vejledningen er udsendt til ledende ergoterapeuter i 2018.
Du finder vejledende information vedr. medicinudlevering her
Ledelsens ansvar
Ledelsen på f.eks. sygehuse, plejeboliger og botilbud er ansvarlig for, at der foreligger instruks for fagligt forsvarlig behandling af patienter i forbindelse med delegation af arbejdsopgaver. Ledelsen er ansvarlig for, at personalet er oplært i arbejdsopgaverne, og ledelsen skal føre tilsyn med udførelsen af arbejdsopgaverne.
Arbejde i udlandet
Hvis du skal søge autorisation i udlandet vil autorisationsmyndigheden i det pågældende land oftest bede om en bekræftelse på, at du har en gyldig autorisation i Danmark.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan i den sammenhæng udstede et Certificate of Current Professional Status (CCPS, tidligere kendt som en Good Standing). Attestationen, som bekræfter din nuværende autorisationsstatus, udstedes på engelsk og er gyldig i 3 måneder fra udstedelsesdatoen.