En god behandling begynder med en god dialog

– Vi hjælper patienterne med at sætte deres egne mål, fortæller Maj Pedersen.

Hun er ergoterapeut på Hvidovre Hospital, hvor hun arbejder med børns genoptræning. I dag mødes hun med Emma Aagaard på 14 og hendes mor Joan.

Hej Sundhedsvæsen har været med Maj på arbejde for at opleve på første hånd, hvad det kan betyde, når man som patient naturligt bliver opfattet som en aktiv deltager i sit eget forløb.

Blandt redskaber og legetøj
Venteværelset i Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling har kaffe, saftevand og et stort akvarium med farvestrålende fisk. Det har patienterne ønsket sig.

– Hej, du må være Emma, siger ergoterapeut Maj Pedersen og giver hånd til 14-årige Emma Aagaard og hendes mor Joan.

Emma er blevet lam i den ene side af ansigtet og skal have hjælp til at genoptræne sine muskler og nerver igen.

Efter en lang gang med stille hospitalsstemning, træder Maj og familien ind i, hvad der ligner et fitnesscenter for ældre. Lyden af prusten og opmuntrende tilråb runger fra motionscyklerne i det store lokale.

Stemningen skifter igen, da gruppen kommer ind i et rum, der til forveksling kunne være en børnehave. Gynger, farverige skumredskaber, bolde og andet legetøj fylder en lille træningssal for børn, der kommer forbi Fysio- og Ergoterapien på Hvidovre Hospital.

Under en 30 minutter lang session, taler Maj Pedersen med Emma og Joan Aagaard for at afklare, hvad Emma har svært ved, og hvilke mål de sammen skal sætte.

Men nærmest før de overhovedet er kommet i gang, spørger hun:
– Har I nogle andre ting, I gerne vil tale om?

Styrkelse af patienten
I omkring to år har Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling på Hvidovre Hospital haft fokus på mere inddragelse og styrkelse af patienter og pårørende tilknyttet afdelingen.

– I starten troede vi slet ikke, at vi kunne gøre eller sige noget bedre. Men vi blev klogere. Det er virkelig sjovt. Vi troede, vi havde fuldstændig styr på at inddrage patienterne, fortæller Maj Pedersen, om den udvikling afdelingen er i.

– Vi så på, om vi rent faktisk inddrog med f.eks. dagbøger og fokusgrupper. Vi troede, at patienterne ville vide en masse om deres forløb, og hvornår de ville få det bedre. Men vi fandt ud af, at de allerhelst vil vide noget om målsætninger – Hvad er det vi skal sammen? forklarer hun.

Hvad vil du gerne opnå?
Umiddelbart ser Emma normal ud. Men hun har fået en lammelse i kinden, som gør at hendes venstre øje har svært ved at lukke og venstre side af munden hænger, når hun sender et stort smil ud i rummet.

– Hvad generer dig mest? spørger Maj Pedersen, og følger op med: – Hvad vil du gerne kunne igen?

Nogle øvelser skal vise, hvad Emma har svært ved. Maj og Emma spejler sig i hinanden. Tungen først til den ene og så den anden side. Så et bredt smil, en trutmund og blink med øjnene. Maj guider Emma gennem de forskellige bevægelser.

For Emma er det vigtigt at kunne det samme som før. Hun kan ikke puste en ballon op, men et sugerør kan hun godt drikke af, viser det sig.

En aktiv pige
– Jeg har ondt her på kinden, illustrerer Emma. Men hun synes faktisk ikke, at smerten er det værste. Den giver hun kun en score på 3 ud af 10 på Maj Pedersens lille smertelineal. Mens hvor skidt hun har det med sit udseende får et 7-tal. Hun er optaget af, hvor lang tid der går, før hun igen ligner sig selv.

Emma er allerede en aktiv patient og har læst hjemmefra på nettet. Hun har prøvet at lave nogle øvelser, hun har fundet der. Sammen med Maj Pedersen finder hun ud af, hvilke og hvor mange øvelser der skal laves i sommerferien, indtil de ses igen.

– Hvor meget tror du, du kan lave? spørger Maj og fortæller, at det vil tage få minutter hver gang, men at Emma skal gøre sig umage. Emma siger: – Meget. Men hvad er meget for dig? spørger Maj igen.

De bliver enige om, at tre gange om dagen passer godt.

– Det er rart, at hun spurgte mig om, hvad jeg selv ville, siger Emma Aagaard til Hej Sundhedsvæsen bagefter.

Også Emmas mor Joan er godt tilfreds med samtalen, hvor hun fik svar på sine spørgsmål, og hvor Emma selv var med til at sætte realistiske mål for sin genoptræning.

Tryg og engageret

En række konkrete ting på afdelingen er ændret i løbet af de sidste to år. Bl.a. formuleringer i foldere og indretningen af venteværelset. Men det er ikke den største forandring, fortæller Maj Pedersen.

– Lige så stille er det blevet en del af vores hverdag, at vi hører patienterne og de pårørendes syn på tingene i alt, hvad vi gør. Og det betyder så meget. Vores patienter er blevet mere aktive, virker mere trygge og er mere engagerede i deres træning.

Hun fortsætter:

– Det tager kun to minutter at spørge patienten om deres ønsker i stedet for at diktere. Men det er givet rigtig godt ud. Og jeg synes, det er den eneste rigtige vej.