Ergoterapeutforeningens Videnskabelige Råd
Hvad er formålet med Ergoterapeutforeningens Videnskabelige Råd?
Arbejdsopgaver
Arbejdet i Videnskabeligt Råd tager udgangspunkt i Ergoterapeutforeningens vedtægter, formålet for Ergoterapeutforeningens faglige struktur, samt i Videnskabeligt Råds kommissorium.
Videnskabeligt Råd kan på første møde i et kalenderår vælge at fastlægge en handlingsplan for rådets arbejde gældende for de kommende 2 år.
Videnskabeligt Råds arbejdsopgaver er:
- At drøfte videnskabelige temaer og dilemmaer med relevans for ergoterapi og videnskabelig udvikling af professionen.
- At medvirke til at fremme interessevaretagelse af forskerinteresser f.eks. gennem UBVA i AC
- At være rådgivende overfor Ergoterapeutforeningens Hovedbestyrelse i spørgsmål og temadrøftelser af videnskabelig karakter.
- At være rådgivende overfor bestyrelserne for De Ergoterapifaglige Selskaber, i spørgsmål af viden-skabelig karakter og at samarbejde med De Ergoterapifaglige Selskaber om videnskabelige temaer.
- At bistå Ergoterapeutforeningens formand og næstformand i videnskabelige spørgsmål og udtalelser.
- At bistå Ergoterapeutforeningens sekretariatet i forbindelse med opgaver at videnskabelig karakter, der relaterer sig til fagkonferencer med mere.
- At være repræsenteret i Ergoterapeutens redaktionsudvalg for det årlige fagmagasin om forskning.
- At kunne rådgive om relevansen af at integrere forskningsbaseret ergoterapi i ergoterapeutisk praksis.
Medlemmer
Videnskabeligt Råd er politisk uvildigt og udgøres af syv medlemmer, som er medlemmer i Ergoterapeutforeningen. Sammensætningen af medlemmer i Videnskabeligt Råd skal repræsentere en bred forskningsfaglig sammensætning, og skal derfor i videst muligt omfang bestå af repræsentanter for:
- EFS Forskning,
- Forskere ved universiteter
- Undervisere ved Professionshøjskoler.
Er det ikke muligt at udpege 7 medlemmer, kan rådet bestå af 5 medlemmer indtil næste udpegning.
De af ETF's s fuldtidshonorerede medlemmer kan ikke have plads i Videnskabeligt Råd.
Videnskabeligt Råd pr. 1. januar 2023
- Jeanette Reffstrup Christensen, SDU & AAU (formand) (4 år)
- Anette Enemark Larsen, KP (4 år)
- Christina Jessen Winge, KP (2 år)
- Tina Helle, Docent, Campus Aarhus N
- Tina Helle, VIA (2 år)
Udpegning
Videnskabeligt Råd bemandes ved udpegning af medlemmer ifølge punkt 3.
Kandidater til udpegning søges gennem annoncering via Ergoterapeutforeningens medier.
Udpegning blandt de indkomne kandidater, sker i et samarbejde mellem Videnskabeligt Råds formand og næstformand, rådets sekretær, samt sekretariatets administrative ledelse.
Medlemmerne udpeges for en 4-årig periode, og kan genudpeges én gang. En rådsperiode kan derfor maksimalt være af 8 års varighed.
Første udpegning sker primo 2022 og herefter udpeges der hvert 2 år, henholdsvis 3 eller 4 medlemmer skiftevis.
Overgangsordning 2022:
Primo 2022 udpeges næstformanden for det tidligere EVR for en 4-årig periode. 3 medlemmer udpeges for en 4-årig periode, og 3 medlemmer udpeges for en 2-årig periode.
Primo 2024 udpeges 3 medlemmer (til de pladser, der i 2022 blev besat for 2 år) for 4 år.
Første udpegning efter overgangsperioden er i 2026 hvor 4 medlemmer udpeges.
Konstituering
Videnskabeligt Råd konstituerer sig første gang, der afholdes møde i Rådet, og derefter hvert 2. år i forbindelse med udpegning. Videnskabeligt Råd konstituerer sig med en formand og næstformand. Videnskabeligt Råd bistås af en konsulent fra Ergoterapeutforeningens sekretariat.
Økonomi
Arbejdet i Videnskabeligt Råd er ikke honoreret. Rådsmedlemmernes udgifter til transport og eventuelt ophold i forbindelse med Videnskabeligt Råds arbejde, refunderes efter Ergoterapeutforeningens retningslinjer. Der kan i særlige og tidstunge opgaver, gives refusion for tabt arbejdsfortjeneste i mindre omfang.
Nedsættelse af udvalg
Videnskabeligt Råd kan nedsætte ad-hoc-udvalg, der arbejder med tidsbestemte og afgrænsede opgaver. Før et udvalg nedsættes, udarbejder Videnskabeligt Råd et kommissorium for udvalgets arbejde.
Samarbejde med Ergoterapeutforeningens Hovedbestyrelse
I forbindelse med Videnskabeligt Råds rådgivende funktion overfor Ergoterapeutforeningens Hovedbestyrelse, deltager Rådet på et Hovedbestyrelsesmøde mindst én gang årligt, i en nærmere aftalt professionsvidenskabelig dagsorden. Videnskabeligt Råd bidrager med forslag til dagsorden, som derefter fastlægges i Ergoterapeutforeningens politiske ledelse.
Videnskabeligt Råd deltager endvidere i Hovedbestyrelsens drøftelse om kommende REP-mål.
Kommissorium for Videnskabelige Råd
Ergoterapeutforeningens Hovedbestyrelse er ansvarlig for Videnskabeligt Råd og skal dermed godkende ændringer i Rådets kommissorium og forretningsorden.
Opløsning af Videnskabeligt Råd
Bestemmelse om opløsning af Videnskabeligt Råd kan kun træffes af Ergoterapeutforeningens Hovedbestyrelse.
Evaluering efter første periode
Formål, opgaver, arbejdet og samarbejdsrelationer for Videnskabeligt Råd evalueres af Videnskabeligt Råd og af Hovedbestyrelsen efter første 2-årige funktionsperiode. Formålet er at give mulighed for justering efter de første erfaringer med arbejdet i Videnskabeligt Råd.