Hjem > Implementering af AMPS i systematisk udredning af funktionsevnen i neurorehabilitering

Implementering af AMPS i systematisk udredning af funktionsevnen i neurorehabilitering

Praksispulje projekt

Resume
BAGGRUND: Ergoterapeuter indgår i det tværfaglige samarbejde omkring vurdering, rehabilitering og udskrivelsesplanlægning af patienter med apopleksi på neurorehabiliteringsafsnittet N3 i Lemvig, Hospitalsenheden Vest. Validerede undersøgelsesredskaber bør anvendes i den systematiske udredning af patientens funktionsevne. AMPS-testen er et validt, reliabelt og sensitivt redskab til vurdering af personers aktivitetsudførelse, og den er anvendelig til neurologiske patienter. Ergoterapeuterne oplevede, at de efter AMPS-kursus og kalibrering havde svært ved at implementere AMPS i det daglige arbejde, og at der var brug for en systematisk implementeringsindsats.

FORMÅL: Formålet med at implementere AMPS-testen var, at kvalitetsudvikle ergoterapeuternes observationsundersøgelse af patientens aktivitetsudførelse.

METODE: Der blev iværksat et implementeringsprojekt med 9 trin af opgaver:
1. Organisering af implementeringsarbejdet.
2. Fastsættelse af mål.
3. Etablering af klinisk måling.
4. Udførelse af barriereanalyse.
5. Valg af implementeringstiltag.
6. Udarbejdelse af implementeringsplan.
7. Gennemførelse af planen.
8. Opfølgning på planen.
9. Fastholdelse.

RESULTAT: Ved projektets afslutning blev 46 % af patienterne vurderet med AMPS-testen, 25 % blev vurderet indenfor den første uge. 50 % af
testresultaterne blev beskrevet i genoptræningsplanerne. 25 % af patienterne med ophold længere end 3 uger blev re-vurderet. Der var udarbejdet nye retningslinjer. ”Måleredskabet – fastholdelse af ny praksis” viste en score på 64,2 ud af 100. Dette giver grundlag for optimisme ift. fastholdelse af
forandringstiltaget.

KONKLUSION: AMPS-testen var endnu ikke blevet implementeret i den systematiske udredning af funktionsevnen i neurorehabilitering på N3.
Afdelingen arbejder videre med implementeringen. Projektet viste, at når man vil implementere AMPS:

· er der behov for at fokusere på fordele ved den nye praksis og på aflæring af gamle rutiner,
. er det vigtigt med dialog om, hvordan den enkelte ergoterapeut prioriterer og investerer de ekstra resurser, det kræver at implementere AMPS,
· bør der ofte udføres målinger på den enkelte ergoterapeut og
· ”Måleredskab - fastholdelse af ny praksis” kan indkredse problemområderne.

 

 

Sidst opdateret
29.10.2015