Keynote: Eva Elisabeth Ejlersen Wæhrens
Eva Elisabeth Ejlersen Wæhrens er lektor på Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet.
I oplægget præsenteres to projekter om ergoterapi med fokus på hverdagen og kvalificering af ADL indsatser.
I det ene projekt arbejdes der med udvikling af en version af ADL-Interview (ADL-I), som kan anvendes i praksis, mens det andet projekt omhandler udvikling og afprøvning af et ergoterapeutisk ADL interventionsprogram til personer med kronisk sygdom.
I sin præsentation af ADL-I kom Eva Ejlersen Wæhrens blandt andet ind på betydningen af erfaring, blandt andet i forhold til blandt andet patienters selvrapportering:
- Erfaring er vigtig. Jeg kan for eksempel ikke sige noget om, hvordan det er at stå på snowboard, for det har jeg aldrig prøvet. Men jeg kan sige noget om, hvordan det er at lave spaghetti med kødsovs, for det har jeg stor erfaring med, fortalte Eva Ejlersen Wæhrens og tilføjede, at også patientens personlighed spiller ind på den måde de svarer på spørgsmålene på.
For eksempel har patienternes motivation indflydelse på, hvilket svar de kommer med.
- Hvis en patient for eksempel ikke har lyst til det her ergoterapeutiske forløb, så svarer vedkommende måske, at det går meget godt, forklarede Eva Ejlersen Wæhrens og tilføjede:
- Som ergoterapeuter kan vi have en tendens til at synes, at hvis borgerne siger det samme, som vi selv mener, så er deres svar meget ”realistiske”, mens vi modsat er tilbøjelige til at synes, at deres svar er ”urealistiske”, hvis det strider imod vores egen opfattelse.
Til sidst fik Eva Ejlersen Wæhrens selv et spørgsmål, nemlig, hvornår det ergoterapeutisk ADL-interventionsprogram til personer med kronisk sygdom, som er under udvikling, er klar. Og til det lød hendes svar:
- I den ideelle verden skulle det gerne være klar i slutningen af 2019.