Klar, parat kommunikation
Problembaggrund
Hvert år rammes omkring 12.000 mennesker i Danmark af apopleksi. Flere end en tredje-del af dem har afasi ved indlæggelsen, som medfører forskellige typer af kommunikations-problemer. I kommunikationen med andre skabes et “selv”, hvilket må betragtes som væ-rende et grundlæggende menneskeligt behov og dermed også en grundlæggende menne-skeret. I Medicinsk Teknologivurdering for Hjerneskaderehabilitering fremhæves borger-orienterede tilgange, som fremmende for hjerneskaderehabilitering, hvilket dog kan synes som en udfordring for hospitalspersonale at efterleve, hvis patienten har afasi. Både prak-siserfaring og forskning peger i øvrigt på, at patienter med afasi har større risiko for at ud-vikle depression, og at dette kan påvirke deres rehabiliteringsforløb. I en ergoterapeutisk referenceramme er det relevant at undersøge, hvorledes afasien påvirker patientens parat-hed til forandring, og hvordan omgivelserne influerer herpå.
Formål
Vi vil undersøge, hvordan personalet på neurologiske afdelinger oplever deltagelse og triv-sel hos indlagte patienter med afasi, og på den baggrund deres parathed til at indgå i en forandringsproces. Derudover er formålet at undersøge, hvilke forudsætninger personalet på afdelingerne har for at støtte patienterne i at blive parate, og hvilken betydning deres tilgang har for paratheden.
Problemstilling
Hvilken betydning har det for paratheden til at indgå i en forandringsproces hos indlagte patienter med apopleksi, at de har afasi, og hvilken rolle kan omgivelserne spille i denne forbindelse?
Design, materiale og metode
Projektet er en kvalitativ interviewundersøgelse med fire semistrukturerede interviews. Informanterne er ergoterapeuter og sygeplejersker, der arbejder på neurologiske afdelinger. Analysen er baseret på Kirsti Malteruds fænomenologiske systematiske tekstkondensering samt Steiner Kvale og Svend Brinkmanns hermeneutiske meningsfortolkning.
Resultater
Personalet oplever, at den mentale trivsel hos patienter med afasi er påvirket, samt at de mangler motivation for deltagelse. Personalet oplever, at de kan have problemer med at motivere og inddrage patienter med afasi i interventionen. De fremhæver forskellige til-gange, der fremmer kommunikation, men to af informanterne mener dog, at en systematisk tilgang er at foretrække. Der angives forskellige procedurer på afdelingerne for brug af kommunikationshjælpemidler.
Konklusion
Afasi forringer patientens mentale trivsel samt motivation for deltagelse, og må således siges, at have en negativ betydning for patientens parathed til at indgå i en forandringspro-ces. Omgivelserne har vist sig at kunne spille en afgørende rolle herfor. Ensartethed i per-sonalets tilgang og patientens mulighed for at opbygge en oplevelse af sammenhæng er væsentlige faktorer i den forbindelse.