Når en spisesituation påvirkes
Problembaggrund
I 2010 er der cirka 3.000 patienter med en skade på rygmarven, hvilket kan medføre para- eller tetraplegi. Ved tetraplegi er der risiko for opståen af dysfagi, der kan medføre fejlsynkning, underernæring, dehydrering og mortalitet, ligesom det også kan have store sociale og personlige
omkostninger for patienterne. Patienterne begrænses i at deltage i spisesituationer, der er en vigtig hverdagsaktivitet for de fleste mennesker.
Formål
Formålet med opgaven er, at bidrage med viden om patienter med dysfagi, herunder at tydeliggøre behovet for aktivitet og deltagelse ved at belyse oplevelsen af spisesituationen. Ydermere vil vi undersøge, om der sker ændringer i den sociale deltagelse ved måltidet og om patienten har en opfattelse af ændret livskvalitet. Opgaven henvender sig til sundhedsfagligt personale omkring rygmarvspatienter.
Problemstilling
Hvad har indflydelse på oplevelsen af en spisesituation for en patient med dysfagi, herunder dysfagiens betydning for den sociale deltagelse i måltidet og oplevelsen af livskvalitet?
Metode
Denne undersøgelse tager udgangspunkt i den kvalitative metode, hvor der er benyttet semistrukturerede interviews til indsamling af empiri. Fire
informanter, heraf to ergoterapeuter og to patienter, har medvirket i studiet. Analyse og fortolkning af informanternes bidrag er blevet foretaget med udgangspunkt i Kvales tre tolkningsniveauer; Selvforståelse, Commonsense og Teoretisk tolkning.
Resultater
Undersøgelsen viser, at det er betydningsfuldt for patienterne at ergoterapeuten kan besvare de spørgsmål, der opstår undervejs og bidrage med afklaring. De ergoterapeutiske informanter har fremhævet vigtigheden af på forhånd at undersøge, hvad patienten finder menings- og betydningsfuldt ved en spisesituation. Hvad angår det sociale aspekt ved spisesituationen har patienterne fremhævet at, dysfagien ikke påvirker en social sammenhæng på rygmarvscenteret, hvorimod situationen kunne være udfordrende i andre omgivelser.
Konklusion
Undersøgelsens resultater tyder på at en klientcentreret praksis med kontinuitet i forløbet er vigtigt for patientens oplevelse af spisesituationen. Socialt er det motiverende for patienterne at indgå i sammenhænge med ligestillede, der også er kilde til viden og erfaring med sygdommen.
Perspektivering
I et samfundsmæssigt perspektiv antyder resultaterne at kontinuitet og specialviden kan være fremmende for træningen af patienter med dysfagi og derved muligvis forkorte indlæggelsestiden.