National målestandard ledmåling-kraftmåling
Introduktion
I 2013 besluttede DSF Håndterapi, at der skulle udarbejdes en dansk standard for ledmåling af albue, underarm, håndled og fingre samt måling af kraft. Arbejdet blev igangsat for at ensrette og kvalitetssikre målingerne. Håbet var at finde de mest valide og reliable metoder og at alle danske håndterapeuter fremadrettet ville bruge samme målemetode. Dette for at højne kvaliteten og skabe mulighed for at sammenligne resultater på patienter der overgår fra et hospital til et andet eller fra hospital til kommune. Der blev derfor nedsat en gruppe, der skulle søge evidens på målingerne. Dette viste sig at være en vanskelig opgave, idet der for de enkelte led findes forskellige målemetoder, men der er ikke i alle tilfælde studier, der har undersøgt metodernes validitet og reliabilitet. Målestandarden er derfor ikke, som det oprindeligt var tænkt, et resultat af bedste evidens på alle områder. Enkelte steder er der fundet ligeværdige metoder for måling af et led. Disse metoder har været i høring hos alle medlemmer af DSF Håndterapi. De metoder, der fik flest velbegrundede stemmer, er valgt som den anbefalede metode i den danske standard, indtil der foreligger flere undersøgelser på området.