Nu er jeg endda blevet sådan en, der går til generalforsamling

Af Morten Bruun

Som ung gik Karina Olsen rundt hjemme i Himmerland og drømte om at blive dyrlæge. Men den tanke droppede hun – mest af alt fordi, hun ikke havde lyst til at flytte til København for at studere. Hun søgte derfor mod Aarhus, hvor hun – inspireret af en god veninde – begyndte at læse til ergoterapeut.

- Min drivkraft var det helhedssyn i ergoterapien, som min veninde var så optaget af. Det virkede så rigtigt. Da jeg var færdig på skolen, forestillede jeg mig en fremtid, hvor jeg arbejdede med psykiatri eller arbejdsmiljø, mindes Karina Olsen.

I dag – 17 år efter at hun stod som nyudklækket – har skæbnen skikket det således, at hun alligevel kom til at arbejde med dyr. På Plejecentret Kastaniehaven i Give er det nemlig Karina Olsens fortjeneste, at hundeterapi nu er en del af det program, som beboerne – flere af dem med en demensdiagnose – tilbydes, når hun hver torsdag har sin Australian Shepherd Cody med på job.

Det var også den nu 41-årige Karina Olsen, der sidste år fiksede et besøg af ponyen Flemming. Og nu risikerer Kastaniehaven at blive en seriøs konkurrent til Givskud Dyrepark, hvis hun får lov til at også at inddrage to kaniner i sit arbejde.

- Dyr kan bare noget i forhold til for eksempel folk med Alzheimers. De vækker følelser i de gamle, siger Karina Olsen og tilføjer, at hendes ledelse er så glad for initiativet, at Cody faktisk har fået sin egen ansættelseskontrakt.

Der er altså ingen grund til at betvivle Karina Olsen, når hun fremhæver sin begejstring for at arbejde på Kastaniehaven, hvor hun blev ansat i 2016. Men der er heller ikke grund til at betvivle hende, når hun fortæller, at det først er nu – efter 17 år som ergoterapeut – hun faktisk føler rigtig glæde ved faget og oplever, at hun ikke bare tænker som en ergoterapeut, men også arbejder som en ergoterapeut.

- I mit første job var jeg nattevagt, og der handlede det mest om at udføre plejearbejde. I mit andet job blev jeg ansat til at etablere ergoterapi på et nybygget plejecenter i Risskov, men det viste sig, at ledelsen reelt ikke var interesseret i den funktion og hellere ville prioritere fysioterapien, fortæller Karina Olsen.

Uenighed udviklede sig til en kamp

Ansættelsen i Risskov varede fire år og udviklede sig til en lang række af samtaler og konfrontationer, der bestemt ikke var konstruktive. Undervejs søgte Karina Olsen rådgivning i Ergoterapeutforeningen, men hun oplevede ikke, at hun fik den opbakning, hun havde forventet og håbet på. Og så meldte hun sig ud.

- Uenigheden mellem ledelsen og mig startede i virkeligheden som en lille, lavpraktisk ergoterapeutfaglig konflikt. Den handlede blandt andet om, hvordan ergoterapien blev organiseret i hverdagen, men den udviklede sig til en kamp. Jeg ville gerne arbejde tværfagligt og lære kollegerne at forstå, hvad det er, vi kan som ergoterapeuter. Men det ønske blev hele tiden modarbejdet, siger Karina Olsen.

Efter stribevis af resultatløse møder og grimme referater fra samtalerne med ledelsen indså Karina Olsen, at hun havde brug for gode råd udefra.

• Se også videoen med Karina

- På det tidspunkt havde jeg aldrig benyttet mig særlig meget af Ergoterapeutforeningen. Men jeg havde altid været tryg ved at have min fagforening i ryggen, og nu stod jeg i en situation, hvor jeg havde brug for den, fortæller Karina Olsen og fortsætter:

- Jeg forventede ikke, at Ergoterapeutforeningen kunne løse hele konflikten. Men jeg regnede da med, at jeg ville få noget kvalificeret sparring og gode råd til, hvordan jeg kunne håndtere sagen, så jeg ikke længere stod som en lus mellem to negle. Det var dét, jeg havde brug for, fortæller Karina Olsen.

Det skete dog ikke. I hvert fald oplevede Karina Olsen, at der ikke blev taget ordentlig hånd om hendes henvendelse, og de svar, hun fik, hjalp hende ikke videre.

- Og så meldte jeg mig ud, siger hun.

Var du vred og sur?

- Nej, og jeg gjorde heller ikke noget stort nummer ud af det. Jeg konstaterede bare, at fagforeningen ikke var der, da jeg som medlem havde brug for den. Det eneste, der egentlig ærgrede mig, var, at jeg måtte undvære fagbladet.

Få måneder senere lykkedes det hende at få ansættelse på Kastaniehaven i Give. I første omgang som barselsvikar. Og siden har hendes arbejdsliv forandret sig fuldstændig.

En opringning fra regionsformanden

- Min nye leder Emma Winther vil ergoterapien, og vi er nu fem ergoterapeuter på arbejdspladsen, fortæller Karina Olsen.

Faktisk er Emma Winther så interesseret i ergoterapiens muligheder og perspektiver, at hun en dag inviterede Anna-Marie Laustsen til møde i Give. Hun er formand for ergoterapeuterne i Region Syd, og da hun kom tilbage til sit kontor, tjekkede hun sit kartotek og opdagede, at Karina Olsen ikke var medlem af fagforeningen. Og derfor kontaktede hun Karina Olsen.

- Anna-Marie spurgte stille og roligt, hvordan det kunne være, at jeg ikke var medlem. Jeg fortalte historien, og hun spurgte med det samme, om der var noget, hun kunne gøre for at rede trådene ud. Det var selvfølgelig pænt af hende, men det havde jeg ikke brug for. For det første var jeg kommet videre, for det andet var der kommet ny ledelse, så der var jo ikke så meget at gøre, siger Karina Olsen.

Henvendelsen fra Anna-Marie Laustsen betød til gengæld, at Karina Olsen fluks meldte sig ind i Ergoterapeutforeningen igen. Det skete mindre end to minutter efter, at telefonsamtalen var slut, og forklaringen på den beslutning var ganske enkel.

- Anna-Maries energi og engagement var afgørende. Hun kom mig i møde og viste interesse for min sag og gav mig den opmærksomhed, jeg havde savnet. Jeg er godt klar over, at en fagforening selvfølgelig vil gå langt for medlemmerne – og de ansatte laver ikke forkert sagsbehandling med vilje. Min oplevelse kom bare på det forkerte tidspunkt, siger Karina Olsen og tilføjer med et smil:

- Nu er jeg endda blevet sådan én, der går til generalforsamling, og jeg blander mig i nogle af de faglige fællesskaber. Jeg interesserer mig ikke mindst for, hvordan vi kombinerer velfærdsteknologi med hverdagen.

Det er programmet MusicMind et godt eksempel på. Med Karina Olsen som initiativtager er dette nye plejefaglige værktøj netop taget i brug i Kastaniehavens rehabiliteringsarbejde. Men det oprindelige navn klinger ikke så godt i Give. MusicMind hedder nu – efter en intern navnekonkurrence og tro mod stedets begejstring for dyr – MusiGiraffen Lytte.

Og Karina Olsen har selvfølgelig begået et maleri af giraffen, der nu hænger på væggen som et symbol på hendes bidrag til en bedre hverdag for de godt 80 beboere på Kastaniehaven. Nøjagtigt ligesom hun også har efterladt et fingeraftryk på plejecentret i Risskov.

- Den pjece om ergoterapi, jeg lavede til kollegerne, hænger stadig fremme.

Melder du dig ud af foreningen igen?

- Nej, det kan jeg slet ikke forestille mig …