Hjem > Opstillingsgrundlag Kristina Frank Kristiansen

Opstillingsgrundlag Kristina Frank Kristiansen

Kristina Frank Kristiansen stiller op til Hovedbestyrelsen
Kristina Frank Kristiansen
Kristina Frank Kristiansen

Jeg er klinisk underviser i psykiatrien, hvilket jeg har været i 19 år og formand for Klubben af Kliniske Undervisere gennem de sidste 9 år. Jeg har arbejdet både i socialpsykiatrien og hospitalspsykiatrien, hvor jeg her været med til at skabe høj ergoterapifaglig kvalitet.

Jeg stiller op til Hovedbestyrelsen, fordi jeg brænder for at gøre en forskel på højere fagpolitisk niveau. Jeg har gennem årene som uddannet ergoterapeut engageret mig fagpolitisk, og har været med til at påvirke forbedrede løn- og arbejdsvilkår for kliniske undervisere, udforme høringssvar og blande mig i primært uddannelsespolitiske debatter. 

Psykiatriområdet har igennem de senere år haft stort fokus i medierne. Ergoterapeuters rolle er blevet eksponeret, særligt omkring nedbringelse af tvang gennem sanseintegrationsbehandling og (fysiske) aktiviteter. Der er fortsat plads til udvikling og forbedring af sygehuspsykiatrien og især socialpsykiatrien. Med de nye sundhedsaftaler kommer kommunernes arbejde med de psykiatriske borgere til at ligge i andre forvaltninger end kun socialpsykiatrien, hvilket stiller yderligere krav til sammenhængende patient/borgerforløb, hvor ergoterapeuter kan have en vigtig tværgående rolle. Jeg vil arbejde på et øget politisk fokus på forenkling af procedurer og øget meningstilskrivelse for den psykiatriske borger. Det psykiatriske område vil med de kommende strukturer have potentiale for mange nye stillinger til ergoterapeuter.

De ergoterapeutstuderende er et andet vigtigt område for mig. De har en afgørende rolle for fremtidens ergoterapi. Med en fod i hhv. klinikken og uddannelsen, følger jeg udviklingen i uddannelsen på nærmeste hold. Som kliniske undervisere, har vi en stor rolle i at klæde de studerende på til et arbejdsmarked i rivende udvikling, hvor de traditionelle grænser for den offentlige ansættelse bliver udfordret samtidig med at konstant forandring og udvikling i en politisk organisation er et grundvilkår.  

Overordnet set, er der brug for nytænkning omkring arbejdstider og fleksibilitet både kommunalt og regionalt. Der er tværsektorielle stillinger under udvikling, som vil stille nye krav til overenskomsterne og arbejdsvilkår/-miljø. Det foranderlige arbejdsmarked og opblødning af arbejdstider stiller store krav til den enkelte, hvor jeg tænker, at det er vigtigt at være på forkant i forhold til forebyggelse af langtidssygemeldinger og stress. 

Jeg mener, at Etf har fokuseret på en nødvendig køns- og familiepolitik, men har et udviklingspotentiale ved OK18 i at løfte videreuddannelsesområdet. Det er nødvendigt for at ergoterapeuter kan udføre Best Practice og evidensbaseret praksis, så vi er klædt på til fremtidige arbejdsopgaver i en mere kompleks sundhedssektor.

Gennem min post som formand for Klubben af Kliniske Undervisere har jeg opnået kendskab til arbejdsmarkedets mekanismer samt erfaring i at nå en bestemt medlemsgruppe i Etf, både mht. synlighed og sammenhold. Jeg har endvidere et grundigt kendskab til bestyrelsesarbejdet, som jeg kan bringe med til de mere overordnede diskussioner til HB-møderne. Jeg sidder i Ergoterapeutforeningens Videnskabelige Råd og er med til at præge debatten på det uddannelsespolitiske område. 

For at kunne yde et større kvalificeret bidrag på mine mærkesager, er jeg gået i gang med FTF’s fagpolitiske talentuddannelse. Du vil kunne komme til at møde mig på Folkemødet på Bornholm, hvor jeg gerne vil stille op til debat og uddybe mine synspunkter.

En stemme på mig, er en stemme for psykiatrien og kvalificerede nyuddannede ergoterapeuter.

Bedste hilsner,
Kristina Frank Kristiansen
Ergoterapeut/klinisk underviser
krkr@rn.dk
Psykiatrien - Region Nordjylland
Klinik Psykiatri Nord
Hjørringvej 180
9700 Brønderslev

Valgvideo fra Facebook

.