Om løn for studerende
Ansættelse som studerende
Hvis du som ergoterapeutstuderende får tilbudt ansættelse som ergoterapeut, f.eks i et ferievikariat, anbefaler Ergoterapeutforeningen, at studerende aflønnes efter Ergoterapeutforeningens og Sundhedskartellets lønmodel:
- Aflønning på trin 2, hvis du endnu ikke har gennemført halvdelen af uddannelsen.
- Aflønning på trin 3, hvis du er i gang med sidste halvdel af uddannelsen.
Ergoterapeutforeningen anbefaler desuden, at arbejdsgiveren sørger for, at du som studerende har mulighed for at søge råd og vejledning hos en erfaren ergoterapeut under ansættelsen.
Ergoterapeutforeningen har ikke nogen overenskomst, der gælder studerende. Foreningen har forsøgt at få forhandlet en sådan overenskomst ved flere OK-forhandlinger, men uden held.
Løn som færdiguddannet
Hvor meget du får i løn som færdiguddannet ergoterapeut kommer an på, hvor du arbejder.
For alle ergoterapeutstillinger i kommuner, regioner og staten har Etf overenskomst med de offentlige arbejdsgivere KL, Danske Regioner og Finansministeriet/Moderniseringsstyrelsen.
Overenskomsterne fastsætter størsteparten af din løn, samt en række andre vilkår, som f.eks pension, barsel og ferie.
Løn og øvrige ansættelsesvilkår for ergoterapeuter ansat i private virksomheder er i de fleste tilfælde individuelt forhandlet.
Som medlem kan du kontakte Etf eller tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, hvis du vil vide mere om lønnen for en bestemt stilling. Kontakt altid den lokale tillidsrepræsentant eller Etf, inden du underskriver et ansættelsesbrev for en stilling.
Vær opmærksom på, at det er Etf, der skal godkende og underskrive din lønaftale, mens det er dig selv, der skal underskrive selve ansættelsesbrevet.