Hjem > Aktuelt > Nyheder > ETF støtter Ventilen og Hus Forbi

ETF støtter Ventilen og Hus Forbi

1. december 2023
​Som altid støtter Ergoterapeutforeningen et almennyttigt formål i julemåneden. I år støtter foreningen Ventilen og Hus Forbi.

 

Ergoterapeutforeningen mener, at det er vigtigt, at foreningen bakker op om både humanitære og almennyttige initiativer. Både fordi det er jul, men især fordi det gør en forskel.

- Som ergoterapeuter er vi naturligt optagede af indsatser, der favner de grupper af borgere, som vi selv samarbejder med, og hvor vores faglige indsigt kan gøre en forskel, siger Margrethe Boel, næstformand i Ergoterapeutforeningen.

Det er da heller ikke tilfældigt, at ETF’s valg i år faldt på netop Ventilen og Hus Forbi.

- Ventilen bidrager med en vigtig indsats i arbejdet med at gøre ungdommen mindre ensom og skabe fællesskaber for unge. Ergoterapeutforeningen har været med til at udarbejde den Nationale strategi "Sammen mod ensomhed". Vi møder ensomhed indenfor alle de områder vi arbejder med - og blandt andet som en del af den øgende mistrivsel blandt børn og unge. Både vores faglighed og hjerte banker for at bidrage til løsningen af det stigende samfundsproblem. Vi støtter altså af flere årsager - den vigtigste er, at det giver så meget menneskelig mening.

ETF har de seneste år støttet Hus Forbi og har valgt at gøre det igen i år.

- Hus Forbi er et godt og veletableret initiativ, der medvirker til at forbedre de hjemløses livssituation. Hus forbi arbejder for at give de hjemløse i Danmark en stemme og er drevet af brugerne. Vi bakker gerne op om en så solid og samfundsnyttig sag, der bidrager til, at den hjemløse har et mål i hverdagen, mulighed for social kontakt med andre mennesker og direkte gavn af salget af Hus Forbi, afslutter Margrethe Boel.

Tidligere har ETF støttet bl.a. SMILfonden, Julemærkehjemmene, Mødrehjælpen, Kofoeds Skole, Læger uden grænser og LykkeLiga.

  • Læs mere om Ventilen her
  • Læs mere om Hus Forbi her
  • Følg også med i Ergoterapeutforeningens adventskonkurrence på Facebook her