Løn som leder - brug ETF
Generelt om lederløn
Er du leder i en kommune eller region, er du omfattet af Etf's lederoverenskomster på de to områder.
Som leder i det offentlige aflønnes du ud fra stillingens indhold, ansvar, kompleksitet plus dine særlige kompetencer. Din løn forhandles efter overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Lønnen forhandles i samarbejde med dig og aftalen godkendes og underskrives af Etf, som har forhandlings- og aftaleretten. Ergoterapeutforeningen har uddelegeret retten til at forhandle løn i et vist omfang til medlemmer i lederstillinger. For ledere, der ansættes på en Etf-OK og som ikke er medlemmer, har Ergoterapeutforeningen fortsat forhandlings- og aftaleretten for stillingen.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker din løn forhandlet eller du har fået tilbudt nyt job, hvor lønnen skal forhandles.
Læs mere: OK21. Bilag B/Bilag 4: Vejledning om lønfastsættelse, hhv. KL og DR
Hvis du har spørgsmål vedrørende vilkårene for ledere på det statslige område, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Darlene Kyrø: dky@etf.dk
Hvad er min løn som leder i kommunen?
Som kommunal leder vil din grundløn udgøre et af flg. løntrin: L6-L10 -L12-L14.
Der kan lokalt aftales indplacering på højere grundlønstrin.
Grundlønsindplaceringen tager som udgangspunkt højde for stillingens organisatoriske indplacering, budgetansvar, kompleksitet, antal medarbejdere og krav til kompetencer.
Læs mere: Bilag B i lederoverenskomsten, KL
Du har udover grundlønnen mulighed for at forhandle tillæg, der kan ydes enten som trin eller som krone-tillæg.
Tillæg kan være forhåndsaftalt, som en fast del af stillingens aflønning eller det kan udgøre individuelle tillæg, der gives for dine særlige kompetencer.
Resultatlønsaftaler kan desuden være en mulighed. De udgør i så fald et supplement til den faste løn, men udbetales typisk en gang årligt.
Læs mere:
Hvad er min løn som leder i regionen?
Din grundløn som regional leder kan aftales fra løntrin L5-L16.
Grundlønsindplaceringen tager højde for stillingens organisatoriske placering, budgetansvar, kompleksitet, antal medarbejdere og krav til kompetencer.
Læs mere: Bilag 3 lederoverenskomsten, DR
Du har udover grundlønnen mulighed for at forhandle tillæg, der kan ydes enten som trin eller som krone-tillæg.
Tillæg kan være forhåndsaftalt, som en del af stillingens aflønning eller kan bestå af individuelle tillæg, som gives for dine særlige kompetencer.
Resultatlønsaftaler kan desuden være en mulighed. De udgør i så fald et supplement til den faste løn og udbetales typisk en gang årligt.
Læs mere:
Hvad er min løn som leder i staten?
Ledere på statens område er omfattet af Etf's overenskomster.
Resultatlønsaftaler kan desunden være en mulighed.
Læs mere
Hvis du har spørgsmål vedrørende vilkårene for ledere på det statslige område, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Darlene Kyrø: dky@etf.dk
Hvordan forhandler jeg min løn?
Du må som leder gerne selv forhandle din løn. Vi anbefaler dig altid at kontakte os for sparring og aftale om, hvordan lønforhandlingen med fordel kan forløbe. Vi forventer, at når du søger en lederstilling, er du i stand til selv at tage aktivt del i lønforhandlingen.
Du og ETF har det bedste udgangspunkt for at forhandle lønnen, inden du har sagt dit nuværende job op. Vent derfor ikke med at kontakte os til du har sagt ja til stillingen, eller er tiltrådt, hvilket forringer din mulighed for at forhandle en bedre løn betragteligt. Lad dig ikke presse unødigt af en arbejdsgiver, men hav tilpas med is i maven. Du skal balancere mellem at give udtryk for, at du rigtig gerne vil have jobbet, men at lønnen skal forhandles, inden du siger dit nuværende job op.
Er der tale om nyoprettede stillinger, skal grundløn og evt. funktionstillæg aftales efter forhandling mellem arbejdsgiver og Ergoterapeutforeningen. Her efter har du mulighed for selv at forhandle kvalifikationstillæg.
For at kunne vejlede dig bedst muligt, har vi brug for oplysninger om:
- Stillingens organisatoriske placering,
- stillingens indhold, opgaver, ansvar og krav.
Vi vil meget gerne have en kopi af stillingsannoncen og gerne en funktionsbeskrivelse, hvis den findes på arbejdsstedet samt dit CV og dine ønsker/krav til lønnen.
Forberedelse til lønforhandling
En god forberedelse er afgørende for et godt resultat. Forud for lønforhandlingen skal du finde de bedste argumenter, der kan fremføres til støtte for dit lønkrav.
Gennemgå herefter hvert argument
- Hvor stærkt er det, er det noget særligt for dig, kan det bruges på arbejdspladsen?
- Er argumentet i tråd med din leders eller arbejdspladsens mål?
Dit udspil skal være højt, så der er plads til bevægelse, men stadig realistisk i forhold til stillingens organisering, dine kompetencer etc.
Overvej også hvad der er din nedre smertegrænse mht. løn ? Har du ikke overvejet det, vil det være nemmere for en arbejdsgiver, at presse dig længere ned, end du havde tænkt dig.
En kompetenceudviklingsplan er en fordel at få aftalt som en del af lønforhandlingen.
Lønforhandling når du er ansat
Processen omkring lønforhandling er en anden, når du først er ansat. Her har du mulighed for løbende, at være i dialog med din leder om, hvilke resultater du opnår som leder og hvilke udfordringer, du har skulle finde løsninger på. Din tilgang til opgaverne, din performance og resultater, samt din dialog med din leder kan du opfatte som en løbende forberedelse til din næste lønforhandling, året rundt.
Vurder dine egne argumenter: Hvor stærke er de - også set med din ledelses briller ? Ved du, hvad dine lederkolleger får i løn ?
Kan der være alternativer til mere i løn ? Det kunne være betalt lederuddannelse, mere i pension eller andet.
Vi anbefaler, at din løn som udgangspunkt forhandles én gang årligt. Vi hjælper dig gerne på vej før og under forhandlingen med råd og sparring.
Beregn din løn
Beregn din løn
Er du ansat i en kommune, region eller i staten kan du med Ergoterapeutforeningens lønberegner tjekke om din lønudbetaling er korrekt og forberede din lønforhandling. Lønberegneren er et interaktiv redskab. Du kan sammenligne løn mellem kommuner,regioner og staten og beregne forskellige lønudspil.
Vi står gerne til rådighed, hvis du har brug for hjælp til at bruge vores lønberegner.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstid
Som leder er du ansat uden højeste arbejdstid, og du skal som regel selv sørge for at planlægge din tid.Det betyder, at du som udgangspunkt ikke får overarbejdsbetaling, såfremt du overskrider den ugentlige arbejdsnorm på 37 timer.
Arbejdet som leder kan have meget varierende timetal og perioder med stort arbejdspres. Ledere er omfattet af reglerne om merarbejde, som sikrer at længerevarende overskridelser af 37 timers arbejdsuge, kan der honoreres for.
Hvis du på forhånd kan se, at der de kommende måneder vil komme en del merarbejde, som du kan forklare omfang og indhold af, skal du kontakte din arbejdsgiver for en skriftlig aftale.
Læs mere: Aftaler om godtgørelse for merarbejde, hhv. KL og DR
Det mener ETF
ETF's lederlønstrategi
I indledningen til lederlønsstrategien står:
Ergoterapeutforeningens holdning er, at ledernes samlede lønindplacering skal afspejle stillingens indhold, ansvar, kompleksitet, organisatoriske placering samt de individuelle kvalifikationer.
Den største andel af ledernes løn udgøres af grundlønnen. Lønmodellens muligheder skal bruges aktivt i bestræbelserne på, at sikre lederne så optimal en lønudvikling som muligt. Ergoterapeutforeningen arbejder strategisk for at ledere, der har gennemført en relevant kompetencegivende lederuddannelse på enten diplom, master eller kandidat niveau skal honoreres.
På diplomniveau bør tillægget som minimum være på 18.000 kr. årligt og på master/kandidat niveau, bør tillægget som minimum være på 30.000 kr. årligt (01.01.06 niveau).