Hjem > Aktuelt > Nyheder > 23 nye kandidater i ergoterapi

23 nye kandidater i ergoterapi

7. august 2020
23 nye kandidater i ergoterapi blev den 6. august fejret på Syddansk Universitet. Det er det hidtil største hold, der dimitterer, siden de første 15 kandidater i ergoterapi sprang ud i 2015.
På forreste række fra venstre er det: Jeanette Reffstrup Christensen, der er ergoterapeut, cand.scient.san., ph.d. og lektor, Josephine Aagesen Christiansen, Kristina Mortensen, Signe Lorenzen, Mille Huglstad, Tamara Dzanovic, Vicki Mogensen og Sissel Beck. På midterste række fra venstre: Ann Nielsen, som er underviser og ph.d.-studerende, Nanna Hejselbæk Andersen, Vivi Thomsen, Stine Brink Hansen, Annette Vinge, Mette Egelund Mondrup, Nicoline Bech og Karoline Bartholdy. Og på øverste række fra venstre: Ann Bæk Jensen, Marie Cecilie Andersen Hansen, Isabel Halvorsen og Louise Jensen. Længst til højre i billedet ses Etf-formand Tina Nør Langager. Foto: Robert Wengler

Det hidtil største hold kandidater i ergoterapi er sprunget ud. 23 nye kandidater afsluttede allerede i juni de to års studier på Syddansk Universitet, men på grund af coronapandemien blev fejringen udskudt til torsdag den 6. august.

En af de nye kandidater er Nicoline Bech, som allerede er i fuld gang med jobsøgningen og samtidig har travlt med at forsøge at få sit speciale publiceret i form af en videnskabelig artikel.

- Da jeg søgte ind på kandidatstudiet, var det med henblik på at blive underviser. Men undervejs har jeg fået øjnene op for forskningen, fordi mit speciale var en del af et større ph.d.-projekt, og på sigt kunne jeg godt forestille mig at blive forsker, siger Nicoline Bech.

Inden hun begyndte på kandidaten, arbejdede hun i socialpsykiatrien.

- I praksis havde jeg ofte en oplevelse af, at man bare gjorde tingene, som man altid havde gjort, i stedet for at være nysgerrige på, om noget måske kunne gøres på en anden måde. Med mine nye akademiske kompetencer håber jeg, at jeg kan være med til at udvikle faget og den måde vi gør tingene på, siger Nicoline Bech og tilføjer, at hun lige nu søger meget bredt efter et job.

- Jeg søger også basisstillinger, fordi jeg tænker, at selv om det er en basisstilling, kan der godt være mulighed for som kandidat at være med til at udvikle på tingene, siger Nicoline Bech.

Forskningen fangede 

Og det med udviklingen er Nanna Hejselbæk Andersen helt med på. Hun er også netop blevet kandidat i ergoterapi, og har undervejs i studiet fået så meget smag for udvikling og forskning, at hun nu går efter at blive ph.d.-studerende. Projektet er kørt i stilling og fondsansøgningerne er sendt af sted, så nu kan hun bare vente på svar på, om finansieringen kommer i hus eller ej.

- Forskningen fangede mig, fordi jeg i specialet opdagede, hvad data kan. Sammen med min specialemakker undersøgte jeg, om unge med kræft havde andre problematikker i forhold til aktivitet og deltagelse end ældre med kræft – og det viste sig, at det har de, og så er der jo basis for at udvikle andre interventioner til den gruppe, forklarer Nanna Hejselbæk Andersen, der også satser på en ph.d. inden for kræftområdet.

Inden hun sprang på kandidaten, arbejdede hun i fem år i geriatrien med kommunale genoptræningstilbud, men til sidst savnede hun udvikling.

- Udvikling er altid et buzzword for mig, både personligt og fagligt, griner hun.

- Ergoterapifaget har brug for jer

Nanna og Nicoline – og de 21 andre nye kandidater i ergoterapi fik i dagens anledning også nogle ord med på vejen af såvel ergoterapeut, cand.scient.san., ph.d. og lektor Jeanette Reffstrup Christensen og Etf-formand Tina Nør Langager. Sidstnævnte sagde blandt andet:

- Med kandidatuddannelsen i ergoterapi er I med til at skabe et solidt afsæt for at fremme menneskers mulighed for aktivitet og deltagelse i hverdagen. Og det glæder jeg mig over. Ergoterapifaget har brug for jer. Udfordringerne i et sundhedsvæsen, der er under hastig forandring og stiller stadig større krav om evidensbasering, kalder på akademiske kompetencer - og på fremtidens arbejdsmarked er I ikke mindst centrale i forhold til at sikre nødvendig forskning og kvalitetsudvikling.

- I dag arbejder de fleste ergoterapeuter i kommunerne, og her ser jeg et arbejdsmarked, som kalder på lige netop en kombination af viden om praksis (professionsbachelor) og akademiske kompetencer, som kan bruges til faglig ledelse, konsulentopgaver og meget mere. Udfordringen er, at mange kommuner endnu ikke har fået øjnene op for, hvad de kan bruge akademiske ergoterapeuter til. Men hold jer ikke tilbage. Gå om bord i kommunerne og vis dem, at I med jeres kompetencer kan gøre en forskel for både borgere og medarbejdere, sagde Tina Nør Langager.