ADL Interview

ADL Interview (ADL-I)(1) er et undersøgelsesredskab, udviklet med det formål at beskrive og måle klientens oplevelse af egen kvalitet i udførelse af ADL-opgaver. Mere specifikt fokuserer ADL-I på kvaliteten i en persons udførelse af ADL-opgaver i forhold til anstrengelse, effektivitet, sikkerhed og selvstændighed, baseret på personens egen rapportering. 
ADL-I er anvendeligt til: 

• at identificere styrker og problemer med udførelse af ADL-opgaver — dvs. hvilke ADL-opgaver personen oplever at udføre uden nedsat kvalitet (styrker), og hvilke ADL-opgaver personen oplever nedsat kvalitet i udførelsen af (problemer)
• at beskrive kvaliteten i udførelsen af ADL-opgaverne — dvs. hvilke former for nedsat kvalitet i udførelse, der er tale om; anstrengelse/udtrætning, nedsat effektivitet, risiko og/eller behov for hjælp
• at måle ændringer i den selvrapporterede kvalitet i udførelsen af ADL-opgaver. 

Udvikling af ADL Interview

Udviklingen af den første version af ADL-I blev gennemført i perioden 2007-2010 (1). Baggrunden for at udvikle ADL-I var et ønske om at sammenligne mål for observationsbaseret ADL-evne, målt med Assessment of Motor and Process Skills (AMPS), med mål for selvrapporteret ADL-evne. Formålet var at afklare, om disse to kilder, henholdsvis terapeutens observation og klientens oplevelse, ville give samstemmende resultater(2). Da der ikke fandtes et undersøgelsesredskab, som på baggrund af klientens egen rapportering kunne måle klientens oplevelse af egen ADL-evne, eller mere specifikt: klientens oplevelse af kvaliteten af egen udførelse af ADL-opgaver, var det nødvendigt at udvikle et nyt redskab til formålet. 

Da der skulle tages stilling til, hvilke ADL-opgaver, der var relevante at medtage i det nye redskab, blev det besluttet at tage afsæt i den svenske ADL-taksonomi, hvor definitioner af i alt 47 opgaver er baseret på flere forskningsstudier (3-6). Men som noget nyt udvikledes en scoringsskala til at indfange den selvrapporterede kvalitet i udførelsen af ADL-opgaver, inspireret af de kvalitetsaspekter, som også adresseres i AMPS-testen. I ADL-I blev de beskrevet som: anstrengelse/udtrætning, nedsat effektivitet, risiko og/eller behov for hjælp. 

ADL-I er, ligesom AMPS, udviklet på basis af moderne testteori, her Rasch’s measurementmodeller. Disse modeller kan anvendes til at udvikle undersøgelsesredskaber, som kan måle et fænomen som eksempelvis ADL-evne. For at man kan tale om at måle, kræves måleresultater på intervalskala, dvs. en skala med lige store intervaller mellem alle trin. Vi kender denne type skalaer fra f.eks. en vægt, lineal, eller et litermål. Sådanne mål kan behandles matematisk f.eks. til at beregne et gennemsnit eller en forskel i ADL-evne. Baseret på Rasch’ measurementmodeller udtrykkes målene i logits (log-odds probability units), og for ADL-I repræsenterer disse logits et mål for selvrapporteret kvalitet i ADL-udførelse på et kontinuum fra mindre til mere kvalitet i udførelsen. 

Raschmodeller bygger grundlæggende på en antagelse om, at en persons besvarelse af et spørgsmål afhænger af det pågældende spørgsmåls sværhedsgrad (her ADL-opgavens sværhedsgrad) og af personens evner (her ADL-evne baseret på kvalitet i udførelsen af ADL). Det betyder, at Raschmodellen for udvikling af ADL-I er baseret på antagelser om, at:
A) en person, som har højere kvalitet i udførelsen af ADL, vil med større sandsynlighed klare sig bedre i forhold til de sværere ADL-opgaver, end en person med lavere kvalitet.
B) jo lettere ADL-opgaven er, desto større sandsynlighed er der for, at alle personer kan udføre denne med god kvalitet. 

Det betyder, at det samlede mål for ADL-I-evnen er justeret for ADL-opgavernes sværhedsgrad, idet personen opnår en højere samlet ADL-evne, når denne kan varetage svære opgaver.

Forskningsdatabase

Siden 2010 har den første version af ADL-I været anvendt i en række studier med det formål at beskrive og måle den selvrapporterede kvalitet i udførelsen af ADL hos forskellige målgrupper. En del af disse data indgår i en anonymiseret forskningsdatabase på Parker Instituttet på Københavns Universitetshospital Bispebjerg og Frederiksberg. Databasen indeholder oplysninger om køn, alder på tidspunkt for interviewet, samt ADL-I-data på en række diagnosegrupper, herunder personer med reumatologiske, medicinske, geriatriske, onkologiske, neurologiske og psykiatriske sygdomme (2, 7-12). Alle data er indsamlet i Danmark af ergoterapeuter, som har modtaget tre timers undervisning i brug af ADL-I. Som en del af undervisningen indgik; baggrunden for udviklingen af ADL-I, gennemgang af instrumentet og de tilhørende trin i interviewprocessen, demonstration af et ADL-I-interview, drøftelser omkring udfyldelse af ADL-I-skemaet ud fra interviewet samt gennemgang af aktuel forskning.

Behov for en klinisk version af ADL-I

Den originale version af ADL-I har kun været anvendt til forskningsbrug, og for at beregne ADL-I-evnemål er der hver gang blevet foretaget en Raschanalyse af det specifikke datasæt. Men da interessen for at anvende ADL-I i klinisk ergoterapeutisk praksis steg, indledtes arbejdet med at udvikle en klinisk version af ADL-I med en bevilling fra Ergoterapeutforeningen i 2018. For at ergoterapeuter i praksis selv skulle kunne anvende ADL-I-evnemål til at dokumentere ændringer i deres klienters ADL-evne efter et ergoterapeutisk forløb, var det nødvendigt at udvikle en let tilgængelig måde at omregne resultater fra ADL-I-interviews til ADL-I-evnemål. En forudsætning herfor var at sikre, at den kliniske version af ADL-I fungerede ensartet på tværs af køn og diagnosegrupper. Eller med andre ord, at de 47 ADL-opgaver havde samme sværhedsgrad for mænd og kvinder, og for personer med forskellige former for somatiske og psykiatriske diagnoser. 

En samlet Rasch-analyse

For at undersøge dette, blev der gennemført et studie baseret på et dataudtræk fra den ovenfor beskrevne database på knap 2.200 personer med reumatologiske, medicinske, geriatriske, onkologiske, neurologiske og psykiatriske sygdomme, interviewet med ADL-I. I en samlet Raschanalyse indgik analyse af scoringsskalaen med henblik på at sikre, at personerne, der blev interviewet, kunne skelne imellem de forskellige trin på skalaen. Desuden blev der foretaget dimensionalitetsanalyser for at belyse, om nogle af de opgaver, der er i ADL-I, repræsenterer en anden dimension end ADL. Det er velkendt, at der blandt ADL-taksonomiens oprindelige opgaver, er opgaver, som man i dag ikke vil opfatte som ADL (13). Det gælder eksempelvis opgaver indenfor ’Forflytninger’ og ’Transport’, som nok snarere er at betragte som mobilitet. Det samme gælder nogle af opgaverne indenfor ’Kommunikation’, som f.eks. at føre en samtale. Derfor blev der gennemført analyser for at fastslå om opgaver, som ikke repræsenterede ADL, påvirkede det endelige ADL-I-evnemål. Derefter blev der gennemført differential item functioning-analyser (DIF), for at undersøge om nogle af ADL-opgaverne havde forskellig sværhedsgrad afhængigt af køn og diagnose. Og igen, hvis det viste sig at være tilfældet, blev der foretaget analyser for at fastslå, om de opgaver, som udviste DIF, påvirkede det endelige ADL-I-evnemål. 

Resultaterne indikerede, at personerne kunne skelne mellem punkter på scoringsskalaen. Der blev identificeret opgaver, som så ud til at handle om noget lidt andet end ADL, men da de ikke forstyrrede selve målesystemet, blev de af hensyn til deres kliniske relevans bevaret i redskabet. Enkelte opgaver havde forskellig sværhedsgrad afhængigt af køn, og der sås ligeledes variation i opgavernes sværhedsgrad på tværs af diagnosegrupper. Men variationerne var ikke så store, at de påvirkede selve målesystemet, og blev derfor også bevaret i ADL-I. Det betyder, at man kan anvende ADL-I som et generisk (ikke diagnose-specifikt) redskab og beregne ADL-I-evnemål, som gør det muligt at sammenligne ADL-I på tværs af personer med forskelle i køn og diagnoser. Resultaterne af Raschanalysen er aktuelt under publicering i en videnskabelig artikel. 

Resultaterne betød, at det var muligt at udvikle en klinisk version af ADL-I, herunder en manual, undervisningsvideoer, certificeringsmateriale og en ADL-I-beregner, så klinisk arbejdende ergoterapeuter nu kan uddanne sig i brug af ADL-I og beregne samlede ADL-I-evnemål. (Se: https://ac-ergoterapi.dk/)

Tilbage til starten

Oprindeligt var formålet med at udvikle ADL-I at afklare, om observation og selvrapportering igennem interview ville give samstemmende informationer om en klients ADL-evne. Flere studier har efterfølgende påvist, at der på tværs af diagnoser er begrænset sammenhæng mellem, hvad klienterne oplever at kunne, målt med ADL-I, og hvad terapeuterne observerer, målt med AMPS (2, 7, 8, 10). Med adgang til en klinisk version af ADL-I har ergoterapeuter i praksis nu mulighed for at anvende standardiserede redskaber til måling af både selv-rapporteret og observeret ADL-evne, og dermed få et mere komplet indtryk af klientens ADL-evne.