Afdækning af smerteområdet
- Det er med stor tilfredshed, at jeg konstaterer, at ergoterapi bliver anbefalet til mennesker med kroniske smerter i det faglige oplæg - både når det gælder forebyggelse, udredning samt i behandlings- og rehabiliteringsinterventioner, siger Ergoterapeutforeningens formand Tina Nør Langager og fortsætter: - Intet er mere væsentligt end at kunne opretholde hverdagens aktiviteter. Interventioner og strategier til mestring af hverdagen er afgørende for mennesker, som af forskellige årsager er plaget af kroniske smerter.
I det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen er indsatsområderne opdelt i tre temaer. Første tema, som er Viden, information og kompetencer på smerteområdet, relaterer sig til viden om kroniske smerter i de fem faser i behandlingsforløbet. Andet tema adresserer sundhedsfaglige indsatser på området og sidste tema omhandler organisering på smerteområdet.
Kroniske smertetilstande
Kroniske smertetilstande, dvs. smertetilstande som har været til stede i over 6 måneder, er hyppige, såvel i den danske befolkning som internationalt. Undersøgelser har vist, at forekomsten af selvrapporterede kroniske smerter i Danmark gennem de senere år er steget fra 19 % i 2000 til 29 % i 2017, svarende til næsten 1,3 millioner danskere over 16 år
Baggrund
Med Finanslov 2018 blev det besluttet af afsætte 14,3 mio. kroner til smerteområdet i perioden 2018-2021. Sundhedsstyrelsen er i den forbindelse blevet anmodet om at udarbejde en afdækning af smerteområdet med fokus på personer med kroniske smerter.
Formålet med denne afdækning er at bidrage med et fagligt oplæg til en smertehandlingsplan, der skal tage afsæt i aktuelle afdækning af de væsentligste udfordringer og mulige indsatser på smerteområdet.
Sundhedsstyrelsen har desuden annonceret en kampagne under titlen 'AVLIV - Myter om kroniske smerter', der skal skabe dialog og aflive de myter og fordomme, som personer med kroniske smerter ofte møder i deres hverdag.
- Læs mere om kampagnen her
- Find anbefalinger Fra Sundhedsstyrelsen til afdækning af smerteområdet, fagligt oplæg til smertehandlingsplan her
- Find Ergoterapeutforeningens notat fra 2019 vedrørende Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til national smertehandlingsplan her