Akut brug for at styrke det psykiske arbejdsmiljø
Der er sket en stigning på fire procent i antallet af ansatte, der rammes af psykiske overbelastninger på arbejdsmarkedet. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) blandt 50.000 ansatte.
Hvis regeringens målsætning om færre psykiske belastninger skal opfyldes, er der brug for, at Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats målrettet det psykiske arbejdsmiljø sikres og styrkes. Lige nu stopper den nuværende indsats mod dårligt psykisk arbejdsmiljø i 2017, skriver FTF på sin hjemmeside.
- Mange oplever et ekstremt stort pres på jobbet. Færre skal levere mere på kortere tid. Det skaber stress og psykiske belastninger, ligesom flere oplever trusler, vold og chikane på jobbet, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.
- Hvis vi ikke nu får taget grundig fat i problemerne og gør noget ved den triste udvikling, er det næppe sandsynligt, at regeringens målsætning om en 20 procent reduktion i psykiske belastninger vil kunne nås i 2020, siger hun.