Hjem > Aktuelt > Nyheder > Arbejdsmiljø: Ekspertudvalg anbefaler klare regler om psykisk arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø: Ekspertudvalg anbefaler klare regler om psykisk arbejdsmiljø

27. september 2018
Regeringens ekspertudvalg har netop offentliggjort 18 anbefalinger til et bedre arbejdsmiljø. En ny bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø er en af de centrale anbefalinger. Det kræver politisk handling og gerne hurtigt, mener blandt andre Etf.

Dårligt psykisk arbejdsmiljø koster op mod 80 mia. kr. om året i Danmark. Samtidig stiger andelen af psykisk belastede danskere, og det på trods af at politikerne i 2011 vedtog et mål om at nedbringe tallet til 20 procent.

Nu er ekspertudvalgets længe ventede anbefalinger landet med bud på, hvad der skal til for at gentænke indsatsen og få udviklingen vendt i den rigtige retning.

Anbefalingerne peger i retning af en styrket indsats fra Arbejdstilsynet i forhold til både mere målrettede tilsyn, særlige indsatser rettet mod udsatte brancher foruden at Arbejdstilsynet skal reagere på alle relevante klager. Derudover tydelige regler om psykisk arbejdsmiljø og uddannelse af ledere for at sikre en mere effektiv forebyggelse af psykisk nedslidning.

- Det skal fremhæves som meget positivt, at kravet om en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø er kommet med som en central anbefaling til at styrke indsatsen fremover. Hvis vi skal sikre et godt psykisk arbejdsmiljø på det danske arbejdsmarked, hvor det er holdbart for medarbejderne at gå på arbejde hver dag, skal der være tydelige krav til forebyggelsesindsatsen. I dag er der alt for mange medarbejdere, der oplever det modsatte, sig Lotte Lagoni, næstformand i Etf.

FTF har beregninger på baggrund af en rapport fra COWI, der tidligere har vist, at 17.000 personer på det danske arbejdsmarked hver dag er sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

- Derfor kan vi kun bifalde, at der er fokus både på en bekendtgørelse på det psykiske arbejdsmiljø og på mulighed for uddannelse til ledere i håndtering af psykisk arbejdsmiljø, siger Lotte Lagoni og fortsætter.

- I Ergoterapeutforeningen har vi en stor opmærksomhed på, at anbefalingerne skal følges op med midler til Arbejdstilsynet. Vi kan ikke tale om at forbedre arbejdsmiljøet og øge fokus på forebyggelse samtidig med, at vi fortsætter med at beskære stillinger og muligheden for opfølgning og vejledning.