Hjem > Aktuelt > Nyheder > Bachelorprisen efterår 2018: Udadreagerende folkeskolebørn havde sanseintegrations-forstyrrelser

Bachelorprisen efterår 2018: Udadreagerende folkeskolebørn havde sanseintegrations-forstyrrelser

6. november 2018
Theresa Torp, Julia Riis og Rikke Thomsen fra UC SYD Esbjerg er efterårets vindere af Bachelorprisen. De fandt frem til, at en gruppe udadreagerende folkeskolebørn havde problemer med at bearbejde sanseindtryk og har på baggrund af det undersøgt, hvordan børnene ved hjælp af sansestimuli kan få en roligere skolegang.
Theresa Torp, Julia Riis og Rikke Thomsen fra UC SYD Esbjerg er efterårets vindere af Bachelorprisen. Her har de netop fået overrakt prisen af Etf's næstformand, Lotte Lagoni. Foto: Heidi Lundsgaard

Af Clara Leck Bachmann

De er bare dårligt opdraget.

Det er en sætning, som Theresa Torp, Julia Riis og Rikke Thomsen har hørt mange gange, når det handler om udadreagerende folkeskolebørn. De oplever, at der er et stigende fokus på voldsom adfærd i folkeskolen, men ikke på årsagen til adfærden. Derfor er mange tilbøjelige til at forklare problemerne med ”dårlig opdragelse”. De tre kvinder fra UC SYD i Esbjerg satte sig for at undersøge, om der ligger andet bag børnenes adfærd.

Det blev til bachelorprojektet med titlen ”Der er ikke to børn, der er ens, vel? – Et casestudie om evidensbaserede, forebyggende indsatser for børn med udadreagerende adfærd i den danske folkeskole”, som vandt Ergoterapeutforeningens bachelorpris på 15.000 kroner og blev fejret på Ergo 18-konferencen.

Det handler om sanserne

For at undersøge baggrunden for børnenes adfærd, kontaktede gruppen en lokal folkeskole og fik udpeget fire sunde og raske børn, der alle havde udadreagerende adfærd.

- Skolen var begejstret for vores projekt. De oplever ofte, at nogle elever kaster med ting, slår, sparker, ødelægger klasseværelserne eller stikker af fra skolen. I nogle tilfælde havde det været så slemt, at de måtte fjerne alle børn fra et klasselokale, fordi et enkelt barn i klassen havde så voldsom en adfærd, at det bragte de andre børn i fare. Det påvirker både lærernes arbejdsmiljø og børnenes læringsmiljø, fortæller Theresa Torp, der er en af bachelorvinderne.

Gruppen lavede sensoriske profiler på de fire børn ved hjælp af SI-undersøgelsesredskabet Sensory Processing Measure, observerede børnene i deres klasser og talte med forældre og lærere. De viste sig, at alle fire børn havde større eller mindre sanseintegrations-forstyrrelser.

- To af børnene har sensorisk intolerance, som betyder, at de har svært ved at frasortere stimuli som lyd, lys og berøring. Det fremprovokerer et alarmberedskab inde i børnene, som gør, at de ikke kan styre deres reaktioner, fortæller Theresa Torp.

Forskellige børn kræver forskellige løsninger

På baggrund af undersøgelsens resultater, dykkede Theresa Torp, Julia Riis og Rikke Thomsen ned i, hvordan man kan forebygge børnenes voldsomme reaktioner.

- Alle børn er forskellige, så man kan ikke finde en løsning, der passer til alle. Man vil derfor skulle lave en sanseprofil på hvert enkelt folkeskolebarn for at finde netop dét redskab, der hjælper den enkelte, fortæller Theresa Torp.

I samarbejde med pædagoger, lærere og ergoterapeuter udarbejdede de blandt andet forskellige aktiviteter, som kunne afhjælpe børnenes voldsomme adfærd. Eksempelvis kunne et barn stimulere sin proprioceptive sans ved at hoppe på trampolin lige inden barnet skulle have tavleundervisning. Trampolinspringene beroliger barnets nervesystem, så det får lettere ved at sortere i alle sanseindtrykkene, når det er tilbage i klasselokalet.

En smuttur til Norge

De tre bachelorvindere vidste, at de ville skrive om sansestimuli i folkeskolen, længe før projektet var udtænkt og gennemført, da de alle er interesserede i børneområdet. Theresa Torp håber også, at hun en dag selv kan arbejde som ergoterapeut på en almindelig folkeskole.

- Forhåbentlig kan bachelorprisen være med til at åbne nogle døre, siger hun.

I første omgang skal det dog fejres, at de tre studieveninder vandt prisen – og de skal finde ud af, hvad de 15.000 kroner skal gå til. Men der har vinderne tænkt sig at slå to fluer med ét smæk:

- Vi har snakket om, at kunne være dejligt med en lille tur, måske til Norge, hvor vi kan fejre prisen med nogle vandreture og lidt rødvin, siger Theresa Torp.