Borgernes behov skal i fokus
- Vi vil meget gerne bidrage med vores syn på, hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre i den offentlige sektor. I dag er der eksempelvis nogle store udfordringer med at få de enkelte sektorer i sundhedsvæsenet til at spille rigtigt sammen. Ved at udnytte tværfagligheden endnu mere kan vi være med til at nedbryde nogle af de barrierer, der i hverdagen svækker indsatsen for den enkelte borger, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Hun peger på, at der også er interessante potentialer i det arbejde, der skal se på samspillet mellem beskæftigelsesområdet og socialområdet og bl.a. gøre op med, at samme borger har flere forskellige handleplaner.
- Mange ledige har andre problemer end ledighed, f.eks. fysiske, psykiske og sociale problemer. For at bringe disse folk tættere på arbejdsmarkedet kræver det en helhedsindsats, hvor der bygges videre på den enkeltes egne ressourcer, siger Tina Nør Langager.
Nye teknologier er velkommen
Hun ser også positivt på det forøgede fokus på brugen af nye teknologier.
- Som ergoterapeuter arbejder vi hver dag med teknologiske hjælpemidler, og har derfor en stor viden om, hvad der virker og ikke virker i hverdagen. Vi vil derfor gerne bringe vores erfaringer i spil, så de nye teknologier udnyttes bedst muligt i det offentlige til gavn for borgerne, siger Tina Nør Langager.
Hun er imidlertid forbeholden overfor ministerens ide om benchmarking af kommunernes og regionernes løsning af opgaverne på institutionsniveau.
- Hvorvidt benchmarking er en god ide eller ej, afhænger meget af, hvad der benchmarkes og hvad resultaterne bruges til. Det skal nødigt blive sådan, at institutionerne kun går op i det, som de måles på og ikke alt det andet, som er relevant i forholdet til borgeren. Intentionen i reformen er at styrke sammenhængskraften, og det sikres ved at se på helheden, siger Tina Nør Langager.