Cancerprojekt vinder Ergomentprisen 2018
- Jeg var på vej ud af døren, da jeg blev ringet op. Det var lige inden sommerferien. En fredag eftermiddag, kan jeg huske. I den anden ende af røret var Pernille Kvist (stifter af Ergomentprisen, red.), som sagde, at vi havde vundet. Jeg forstod slet ikke, hvad hun mente. Så tænkte jeg: Gud ja, Ergomentprisen! Jeg havde glemt alt om det, da vi aldrig havde troet, at vi ville vinde. Det var helt vildt. Jeg var målløs, fortæller ergoterapeut Michele Petersen, der er en af årets tre vindere af Ergomentprisen, som blev overrakt i HUSET i Middelfart den 4. september.
Michele Petersen, Lise Lock Berthelsen og Christina Jessen-Winge har siden 2015 arbejdet på en manual til rehabilitering af borgere med cancer. Michele Petersen blev dengang ansat som ergoterapeut i Frederikssund Kommune, hvor hun blandt andet skulle varetage cancerforløbsprogrammer. Men hun oplevede, at borgerne ikke fik den nødvendige hjælp.
- Patienterne døjede primært med træthed og kognitive problemer, men det fik de ikke noget viden om i cancerforløbsprogrammerne, så mange vidste slet ikke, at det hang sammen med deres cancerdiagnose. Meget af min tid gik derfor med at tale med dem om energiforvaltning, og det fik mig til at tænke, at der burde være en smartere måde at afvikle de her forløb på, fortæller Michele Petersen.
De tre ergoterapeuter begyndte derfor at udvikle en manual, som de kaldte ”Gør noget, få det godt – til mennesker med kræft”, inspireret af Christina Jessen-Winges manualer til psykisk syge og ældre.
- Vi brugte Christinas eksisterende manualer som skabelon for vores manual for borgere med cancer og mine erfaringer med borgerne som rettesnor for, hvad manualen skulle indeholde. Manualen fokuserer derfor på områder som træthed, energiforvaltning og kognitive funktioner, fortæller Michele Petersen.
Den færdigudviklede manual er nu blevet et fast tilbud for borgere med cancer i Frederikssund Kommune.
En pris til de modige
Det er dog ikke manualens succes, der er baggrunden for, at de tre ergoterapeuter har vundet Ergomentprisen med deres projekt. Det er nemlig ikke et krav, at projektet lykkes. Her er det processen, der er i fokus.
- Prisen går til dem, der tør gå imod det vante og tage en chance. Dem, der tør stille sig åbent op og sige: Jeg er ikke enig – min faglighed dikterer, at det her kan gøres anderledes. Dem, der har et nysgerrigt mindset og tør gå til opgaven med det dér begyndersind, hvor man undersøger en opgave åbent og kreativt, fortæller Pernille Kvist, der er ergoterapeut og stifter af Ergomentprisen.
Michele Petersen, Lise Lock Berthelsen og Christina Jessen-Winge vandt blandt andet på grund af, at de turde indse, at arbejdspladsens cancerforløbsprogrammer ikke gav patienterne den viden, de havde mest brug for, og at de derfor gjorde noget andet.
- Det er jo netop det, der skaber forandring – at turde sige: Vi har fejlet. Vi troede, at det var det her, vi skulle lave, men nu smider vi det ud og gør det, vi rent faktisk kan se, at der er behov for. Det er modigt gjort, siger Pernille Kvist.
Verdenskongres og lidt til kollegaerne
De tre ergoterapeuter har fået god respons på deres manual for cancerpatienter, men det er svært at måle på successen.
- Cancerpatienters sygdomsforløb svinger utroligt meget, så det er svært at sige, hvad der reelt har gjort en forskel. Men borgerne har været positivt stemt over for manualen, fortæller Michele Petersen.
Gruppen indstillede projektet til Ergomentprisen, fordi de var blevet inviteret til at deltage i årets verdenskongres for ergoterapeuter, der blev holdt i Sydafrika tilbage i maj. De håbede derfor, at prisen kunne være med til at finansiere turen derned. Men de havde ikke de store forhåbninger.
- Vi havde slet ikke regnet med at vinde. Det kom helt bag på os. Men vi er meget glade for prisen. Vi synes, det er godt med en pris, der belønner dem helt nede på gulvet, de helt almindelige hverdagsergoterapeuter, siger Michele Petersen.
De 15.000 kroner ved de allerede, hvad skal gå til – nemlig turen til verdenskongressen. Men Michele Petersen regner med, at der også falder lidt af til kollegaerne.
- Det er jo hele arbejdspladsens fortjeneste, at vi har vundet, så nu vi må lige hygge lidt om dem, siger hun.