Hjem > Aktuelt > Nyheder > Corona: Til alle formænd i selskaber, FNE’er og klubber

Corona: Til alle formænd i selskaber, FNE’er og klubber

12. marts 2020
Hermed en status på, hvordan vi i Etf varetager konsekvenserne af følgerne af Corona-virus, som er meget omfattende. Situationen udvikler sig hele tiden; - nærmest fra time til time. Følge løbende med på etf.dk.

Som organisation for sundhedsfaglige medarbejdere tager Etf de skarpeste forholdsregler i forhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Status lige nu er, at alle medlemsaktiviteter til og med den 15. april aflyses (hhv. udskydes). I løbet af få dage bliver vi afklaret, om vi skal udvide perioden for arrangementer fra og med den 16. april 2020.

Som I alle ved, er der indført en række tiltag for at inddæmme og begrænse spredning af smitte med Coronavirus. Alle skal udvise samfundssyn og hjælpe hinanden. Det betyder, at:

  • alle skal følge myndighedernes anbefalinger, ikke mindst på sundhedsområdet
  • alles adfærd påvirkes, både privat, på arbejdet og på uddannelser.
  • alle bliver nødt til at påtage sig et stort individuelt ansvar for at inddæmme og forhindre smitte.
  • hvis ikke vi gør det, kan vores sundhedsvæsen ikke magte den situation, vi risikerer at komme i.
  • det er vores fælles samfundsopgave at gøre alt, hvad vi kan for at beskytte hinanden og i særlig grad syge, sårbare og særligt svækkede.
  • der advares imod, at vi undervurderer alvoren i denne situation.

På et tidspunkt holder den meget omfattende inddæmningsstrategi ikke længere. Når tidspunktet kommer, skal man indstille sig på, at indsatsen flytter sig fra en inddæmningsstrategi, der primært henvender sig til alle ressourcestærke, til en afbødningsstrategi, hvor fokus flyttes til at afbøde konsekvenserne for de syge og svækkede, og til at prioritere de ressourcer, der er til rådighed, fordi sundhedsvæsenet ikke har kapacitet til en pandemi af denne størrelse. Derfor er alles ansvar og indsats i inddæmningsstrategien særdeles vigtig. Jo længere tid vi alle kan medvirke til at forhale smittespredning, jo bedre hjælper vi alle sundhedsvæsenet til den store opgave, de står foran. Udviklingen kan følges her: https://politi.azureedge.net/index.html  og https://www.sst.dk/ og på www.etf.dk

Hvad gør Etf?

Etf udskyder eller aflyser alle medlemsaktiviteter til og med den 15. april aflyses (hhv. udskydes). I løbet af få dage bliver vi afklaret om vi skal udvide perioden for arrangementer fra og med den 16. april 2020.

Sekretariatet sørger for, at der sendes afbud til alle tilmeldte deltagere, og at arrangementerne tages ned fra hjemmesiden.

Økonomien

Sekretariatet sørger for at aflyse alle arrangementer overfor kursusstederne. Alle kontrakter har datoer for, hvor sent et arrangement kan aflyses omkostningsfrit. Langt de fleste har forskellige bestemmelser om, hvor sent man kan aflyse og på hvilke vilkår.

Hovedreglen er, at jo tættere man kommer på afholdelsestidspunktet, jo dyrere er det at aflyse.

Sekretariatet er i dialog med alle kursussteder/konferencecentre m.v. med henblik på at indgå aftaler om dels betalingsvilkår i forbindelse med aflysningerne dels vilkår, hvis et arrangement fx gennemføres senere på året. Den enkelte ansvarlige for arrangementet i hvert selskab, FNE eller klub kontaktes direkte af sekretariatet om dette. Vi arbejder på sagen og forventer at have alle aftaler på plads i løbet af denne uge.

Jeg er opmærksom på, at de mange aflysninger er økonomisk udfordrende for flere af jer. Sekretariatet arbejder lige nu på en samlet konsekvensberegning. Jeg vil drøfte situationen med hovedbestyrelsen på et møde den 15. april. Til den tid har vi det fulde overblik. Efter hovedbestyrelsesmødet hører I fra mig igen.

De demokratiske processer

Flere generalforsamlinger er også blevet aflyst. Det støder sammen med vedtægterne, hvor det for flere gælder, at generalforsamlingerne skal være afholdt fx i marts eller april måned.

Vi er i en slags ”force majeure ”-situation, hvor vi er nødt til at handle også selvom, vi kommer på kant med vedtægterne i selskabet- FNE’en eller klubben. Det vil derfor for alle være sådan, at alle valgperioder – dvs. mandater – forlænges, indtil der igen kan afholdes generalforsamling. Tilsvarende gælder for godkendelse af regnskaber og budgetter. Den enkelte bestyrelse kan ikke afvente en ny generalforsamling, inden der kan bruges penge og disponeres i forhold til aktiviteter m.v. Derfor må bestyrelserne også her handle, og efterfølgende indhente godkendelse af budgetterne. I skal som bestyrelse selvfølgelig udvise den samme ansvarlighed, som I altid gør.

Dialogen mellem os

Medarbejderne sørger for løbende at være i dialog med arrangørerne bag hvert enkelt arrangement, så alle ved, hvad der sker. 

Der er rigtig mange bolde i luften lige nu, og mange af jer har eller får behov for at komme i dialog med sekretariatet. For at sikre at alle mails lander det rigtige sted, skal jeg bede jer om skrive til os på denne mailadresse: etf@etf.dk

Så sørger medarbejderne for, at jeres henvendelse går til den medarbejder, der skal tage sig af henvendelsen. Vi prioriterer at ekspedere alle jeres henvendelser meget hurtigt.

Og så håber vi alle på, at vi ved fælles hjælp kommer godt igennem den store udfordring, vi står sammen om at håndtere. Hvis der kommer nyt af betydning for jer alle, hører I fra mig igen.

Med venlig hilsen
Tina Nør Langager
Formand