COVID-19: Sådan bliver du tilbudt vaccination som ansat på plejecenter eller sygehus
Opdateret 27. december 2020
Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece målrettet målgrupperne for vaccinationsprogrammet med information relevant både forud for og efter vaccination. Se fx boks på s. 7, hvor man kan notere, hvornår man skal vaccineres anden gang.
- Du finder Sundhedsstyrelsens pjece "Vaccination mod COVID-19" her
Nyheden fra 23. december 2020:
Den første sending vacciner ventes at komme til landet i løbet af denne og næste uge. Der er i første omgang tale om en begrænset mængde, og Sundhedsstyrelsen har lavet en foreløbig liste over, hvilke grupper der først får tilbudt vaccination mod COVID-19. Det gælder borgere på udvalgte plejecentre i kommuner med størst smittetryk, borgere over 65 år i særlig høj risiko på grund af sygdom samt udvalgt personale på sygehuse og plejecentre, som arbejder tæt på patienter og borgere, der er i høj risiko.
Som borger modtager man information om vaccinationen via e-boks.
Hvordan får du som personale besked om tilbud om vaccination?
Beboere på plejecentre og personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen vil modtage information om tilbuddet fra deres institution eller arbejdsplads. Hvis man er i helt særlig risiko, f.eks., hvis man er en ældre borger med alvorlig sygdom, vil man blive kontaktet af egen læge eller sygehus.
Hvor bliver du vaccineret?
Regionerne opretter vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste vil kunne blive vaccineret. Nogle vil få tilbuddet mere lokalt på for eksempel plejehjem. Meget personale i f.eks. sundhedsvæsenet og ældreplejen vil blive tilbudt vaccination på deres arbejdsplads. Det kan være på sygehus eller plejehjem eller på et af de regionale vaccinationscentre eller andre steder. Arbejdsgiveren vil give besked om, hvordan det vil foregå.
Ergoteapeutforeningen holder sig løbende opdateret og melder ud, når der er nye tiltag eller retningslinjer.