Den Nationale Kosthåndbog - officielle anbefalinger omsat til mad og måltider
Fælles redskab for alle faggrupper
I et typisk behandlingsforløb er der mange forskellige fagpersoner omkring den enkelte patient. Det kan fx være diætister, der vejleder om kosttyper, økonomaer og ernæringsassistenter, der tilbereder måltiderne, læger, der ordinerer kosttypen og pleje-/sundhedspersonale, der serverer maden.
Alle bidrager med deres faglighed og skal derfor kende mulighederne for forskellige kosttyper. Med Kosthåndbogen får alle den samme referenceramme, når der skal lægges velfungerende kostplaner for den enkelte borger.
Kosthåndbogen er udgivet af Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Kost & Ernæringsforbundet, december 2016. Det er den 3. reviderede version. Første udgave udkom i 2005.
Målgruppen er: Professionsbachelorer i ernæring og sundhed, kliniske diætister, økonomaer, ernæringsassistenter, læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og
sundhedshjælpere, andet kostansvarligt personale samt undervisere og studerende.