Hjem > Aktuelt > Nyheder > Den rette behandling giver mindre vold

Den rette behandling giver mindre vold

22. august 2016
Som et alternativ til at oprette nye institutioner foreslår Socialpædagogerne sammen med flere andre organisationer som fx Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeuterne, Lægeforeningen og Dansk selskab for psykosocial rehabilitering, at man opgraderer de muligheder og tilbud, der allerede eksisterer.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann præsenterer snart et bud på en løsning af problemerne med vold, overfald og drab på botilbud. Vi har brug for politisk handling og nuancerede løsninger, som tager hånd om problemerne i socialpsykiatri og hospitalspsykiatri - frem for blot at oprette en ny institutionstype. Vi har brug for en opgradering af muligheder og tilbud, og vi har brug for et bedre sikkerhedsnet omkring mennesker med mentale eller psykiatriske problemer.

Det betyder, at vi skal have et bedre sammenspil mellem de regionale og kommunale systemer og sikre den nødvendige kapacitet, så alle får den hjælp, de har brug for.

Så når en borger på et bosted får brug for en indlæggelse, skal der være et mere velfungerende fast-track-system med tilstrækkeligt antal ledige sengepladser i psykiatrien. Når vi skal hjælpe borgere med psykiske sygdomme, skal vi møde dem med kompetente fagligheder, som spiller sammen. Den rette indsats og behandling på det rette sted vil være et afgørende skridt for at undgå vold.

Derfor er det også vigtigt, at der kan være behandling mod misbrug og meningsfuld beskæftigelse for borgerne, så de kan udvikle og vedligeholde kompetencer.

Vi har også brug for gode fysiske rammer. Vi har derimod ikke brug for flere magtbeføjelser.

Tvang er ikke en løsning på bostederne, og det er øget medicinering heller ikke.

Medarbejdernes sikkerhed kan sagtens gå hånd i hånd med muligheden for at give tilbuddene et markant løft. Men det kræver, at der visiteres korrekt til målrettede tilbud. Og det kræver, at der er fokus på rekruttering, fastholdelse og efteruddannelse af det rette faglige personale - og nok af det.

Indlæg bragt i Politikken søndag den 21. august 2016.

Indlægget er skrevet af Tina Nør Langager, Verne Pedersen, Julie Nordgaard, Dorte Steenberg, Mogens Seider, Michael Dupont, formand hos Ergoterapeutforeningen, næstformand hos Socialpædagogerne, næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab, næstformand for Dansk Sygeplejeråd, formand for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering og næstformand for Lægeforeningen.