Det forhandler vi om ved OK15
Forhandlingerne om overenskomstfornyelsen OK15 er i fuld gang på det regionale område og i kommunerne. Umiddelbart inden jul udvekslede parterne deres krav og lige efter nytår startede de første politiske forhandlinger med både Danske Regioner og KL. I forbindelse med forhandlingerne har Sundhedskartellet udarbejdet en oversigt over nogle af de krav, der forhandles om.
Følg løbende med i overenskomstforhandlingerne her på siden
Fakta om Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet
Som noget nyt er langt størstedelen af landets offentlig ansatte gået sammen i Forhandlingsfællesskabet i forbindelse med overenskomstfornyelserne på det regionale og kommunale område. Også Ergoterapeutforeningen og de øvrige 10 organisationer i Sundhedskartellet er med i Forhandlingsfællesskabet, der samlet set repræsenterer flere end 570.000 ansatte i landets 98 kommuner og fem regioner.
Forhandlingsfællesskabet forhandler de generelle krav ved OK15. Det er eksempelvis krav om generelle lønstigninger, bedre psykisk arbejdsmiljø, øget ligestilling mellem kønnene og seniorpolitik.
Udover de generelle krav er der en række krav, som er organisationsspecifikke. Det er krav, som udelukkende forhandles af Sundhedskartellet på vegne af kartellets medlemsgrupper. Sundhedskartellet stiller blandt andet krav om højere løn, pensionsforbedringer og bedre honorering af ulemper, eksempelvis weekendtillæg i rådighedsvagter.