Hjem > Aktuelt > Nyheder > Dødsfaldet på botilbuddet Fangelvej i Odense

Dødsfaldet på botilbuddet Fangelvej i Odense

13. november 2019
I den seneste tid har der været meget medieomtale af en en 50-årig kvindelig beboers dødsfald i maj måned på botilbuddet Fangelvej i Odense som følge af en mulig medicinforgiftning. Etf har fra begyndelsen været i tæt kontakt med det medlem, som er afskediget i forlængelse af sagen og arbejder hårdt på at sikre så optimale vilkår som overhovedet muligt. Sagen er desværre endnu ikke afsluttet.
I forbindelse med sagen på botilbuddet Fangelvej i Odense har Anna-Marie Laustsen, regionsformand i Syd været meget synlig i medierne omkring sagen. Hun har blandt andet udtalt, at der er tale om et ledelsesmæssigt svigt, og at Odense Kommune har et kæmpe arbejde foran sig med at få genoprettet tilliden til ledelsen blandt beboere og personale. Her ses hun i et interview med TV2/Fyn.

Odense Kommune valgte på baggrund af dødsfaldet alene at give medarbejderne skylden for kvindens dødsfald, fordi de ikke reagerede på hendes symptomer i dagene op til dødsfaldet. Fire medarbejdere, herunder en ergoterapeut, blev fyret og otte fik en skriftlig advarsel.

Efterfølgende har medierne afdækket, at der ikke stod noget om mulige symptomer i den medicininstruks, som var på botilbuddet, da kvinden døde.

Odense Kommune har undervejs rettet henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed for at få frataget de fire medarbejderes autorisation, men det har styrelsen ikke set nogen grund til at gøre.

På baggrund af sagen har Styrelsen for Patientsikkerhed til gengæld gennemført et tilsyn på tilbuddet og udarbejdet en tilsynsrapport, hvor det bliver vurderet, at ”fejlene og manglerne i relation til medicinhåndtering, sygeplejefaglige vurderinger, journalføring og instrukser samlet set udgør problemer af større betydning for patientsikkerheden.”

I rapporten peges blandt andet på, at forvaltningens instruks, som personalet skal følge ved medicinhåndtering, ikke opfylder kravene, og ikke angiver, hvordan de skal håndtere risikobestemte lægemidler.

Det er en alvorlig kritik, som har ført til, at Odense Kommune har fået et påbud om at rette op på en lang række ting på Fangelvej.

Senest er det kommet frem i medierne, at tre medarbejdere med ledelsesansvar har tilbageholdt oplysninger for direktøren i Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune om de mangelfulde instrukser, der var gældende på botilbuddet, da den kvindelige beboer døde.

Etf har fra begyndelsen været i tæt kontakt med vores medlem og arbejder hårdt på at sikre så optimale vilkår som overhovedet muligt. Sagen er desværre endnu ikke afsluttet.

Regionsformand Anna-Marie Laustsen har været meget synlig i medierne omkring sagen. Hun har blandt andet udtalt, at der er tale om et ledelsesmæssigt svigt, og at Odense Kommune har et kæmpe arbejde foran sig med at få genoprettet tilliden til ledelsen blandt beboere og personale.