Hjem > Aktuelt > Nyheder > En certificeret kliniker kårer årets hjælpemiddel-nyhed

En certificeret kliniker kårer årets hjælpemiddel-nyhed

23. maj 2023
I dag, den 23. maj kl. 16.00, blev ”Årets Nyhed” uddelt på Health & Rehab-messen i Bella Center Copenhagen. Maya Barslund, certificeret kliniker i Hjælpemiddelformidling fra Hjælpemiddelcentret i København, var en del af dommerpanelet. Hun repræsenterede de kompetente praktikere qua sin mangeårige erfaring med borgere, der har brug for korrekt tilpassede hjælpemidler.

Af Anni M. Wiecka

Årets Nyhed på Health & Rehab ’23 er…*trommehvirvel*… Vigo Hovedstyring – et trådløst head-set, der giver kørestolsbrugere mulighed for at styre deres el-kørestol!

Dét blev offentliggjort i dag kl. 16 på Health & Rehab ’23.

Kåringen af Årets Nyhed er et tilbagevendende element på messen, som afholdes hvert andet år, men i år var første gang, at en certificeret kliniker havde været med til at afgøre, hvilket hjælpemiddel, der kvalificerede sig til titlen ”Årets Nyhed”. Det var nemlig ergoterapeut Maya Barslund, som i 2020 blev specialistgodkendt som ”certificeret kliniker i Hjælpemiddelformidling” gennem Ergoterapeutforeningens Specialistordning.

- Jeg er udøvende praktiker og har med borgere at gøre til daglig. Som specialeterapeut arbejder med at understøtte borgere og sagsbehandlere i at finde det mest velegnede produkt til at løse den enkelte borgers aktivitetsproblemer. Det gør jeg blandt andet ved at holde mig ajour med, hvilke produkter der findes på markedet og samarbejde med firmaer om at specialtilpasse et produkt, hvis det rette match ikke kan opnås, fortæller Maya Barslund og tilføjer:

- Det giver god mening, at jeg er en del af dommerpanelet til ”Årets Nyhed”, da jeg er vant til at afklare borgerens hjælpemiddelbehov, foretage aktivitetsanalyse og ud fra det udforme kravsspecifikationer på hjælpemidler. Derfor vil jeg mene, at jeg har en god fornemmelse for, om noget er en anvendelig ”nyhed”, siger Maya Barslund.

Hun er den eneste praktiker i dommerpanelet, og hun har tilmed været besøgende på messen de seneste 15 år, hvorfor hun nemmere kunne vurdere, om hjælpemidlerne på messen havde nyhedsværdi.

Det, mener hun, Vigo Hovedstyring, har, samtidig med, den fremmer selvhjulpenhed og afstigmatisering hos kørestolsbrugere

- Vigo Hovedstyring var en af mine personlige favoritter. Den er afstigmatiserende, fordi den ligner et helt almindeligt trådløst head-set, og den er nem at bruge for borgeren, fordi den kan registrere selv diskrete hovedbevægelser. Det er et hjælpemiddel, vi ville kunne visitere på Hjælpemiddelcentret – og det er et kæmpe plus, fortæller Maya Barslund.  

Formand for ETF, Tina Nør Langager, præsenterede i sin tid muligheden for at sidde med i dommerpanelet til Det faglige selskab for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Her landede opgaven så hos Maya Barslund, som syntes, det var spændende, netop fordi hun kunne bidrage til at repræsentere praksis.