Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ergoterapeut med i lokal demensalliance

Ergoterapeut med i lokal demensalliance

26. maj 2016
I Varde er Lillian Lyngholm Bertelsen udpeget som Ergoterapeutforeningens repræsentant i en lokal afdeling af initiativet Demensalliancen. Her skal hun være med til at følge ambitionerne om en demensvenlig kommune til dørs.
Demens

Af Trine Kit Jensen

Sammen med ÆldreSagen, FOA, PenSam, Alzheimerforeningen og Dansk Sygeplejeråd søsatte Ergoterapeutforeningen sidste år Demensalliancen, der arbejder på at sikre et godt og værdigt liv for borgere med demens og deres pårørende.

Et målene med initiativet er, at samtlige danske kommuner skal være demensvenlige. Ud fra tankegangen "Længst muligt i eget liv - også med demens"  har Varde Kommune været en af pionererne på området og var blandt de første seks kommuner, der tog udfordringen op. Her er der stiftet en lokal afdeling af Demensalliancen, som ergoterapeut Lillian Lyngholm Bertelsen i april måned blev en del af.

- Foreløbig har jeg kun været til et enkelt møde, så alt er endnu i sin vorden. Men min rolle i lokalafdelingen bliver at spille ind med den faglige viden, jeg som ergoterapeut har om det gode hverdagsliv. At komme med bud på, hvordan man på trods af de funktionsnedsættelser, der følger med demens, kan få en aktiv og meningsfuld hverdag – og hvordan lokalmiljøet kan tage vare på og støtte op om dét, siger hun.

Til daglig er Lillian Lyngholm Bertelsen leder af Træning og Rehabilitering i Varde Kommune. Men hun understreger, at hun sidder i lokalafdelingen for at præge arbejdet ud fra en ergoterapeutfaglig vinkel og ikke for at varetage en kommunal institutions interesser.

- Det er to forskellige kasketter, jeg har på, siger hun.

Lokalafdelingen i kommunen tæller også repræsentanter for de øvrige parter, der står bag Demensalliancen og fra regionen. Derudover har aktører som fx Ældrerådet, en lokal aflastningstjeneste bestående af frivillige og et lokalt udviklingsråd meldt sig på banen. De skal være med til at pege på tiltag, der kan forbedre forholdene for demensramte Varde-borgere og deres pårørende.

Lillian Lyngholm Bertelsen ser det som en styrke, at der ikke blot bliver set på demensindsatsen med rent sundhedsfaglige briller, men at også andre bidrager. Samtidig betoner hun vigtigheden af, at der i lokalmiljøet bliver løftet i flok.

- Som sundhedsfaglige kan vi ikke løfte indsatsen alene, og de frivillige fra aflastningstjenesten er lige som Ældrerådet og udviklingsrådet vigtige aktører i arbejdet med at skabe et mere imødekommende, inkluderende og demensvenligt lokalsamfund, siger hun.

Den lokale demensalliance skal bl.a. arbejde på at udbygge dialogen med praktiserende læger om tidlig opsporing og udredning af demens. Den skal også kortlægge eksisterende tilbud til pårørende og på den baggrund vurdere, om der er behov for at supplere med nye. Derudover er der bl.a. planer om at undervise fx butiksansatte i, hvordan man kommunikerer med demensramte borgere.