Ergoterapeut valgt til international post
Helle Puggard, der har været delegeret medlem for Danmark siden 2009, er valgt til President Elect i EFSHT efter afstemning blandt de delegerede.
Når man nomineres og vælges som President Elect har man denne funktion i 2 år, efterfulgt af 2 år som President og derefter af 2 år som Past President. Helle Puggard overtager således formandskabet i sommeren 2019.
- Jeg har syntes, det har været et spændende privilegie at være med til at støtte og udvikle håndterapi-specialet i Europa gennem mine år som delegeret. Jeg sætter stor pris på den tillid mine europæiske kollegaer viser mig ved at pege på mig som formand og ser frem til de udfordringer, der følger med arbejdet. Det er ingen hemmelighed, at fortsat udvikling af håndterapi ligger mig meget på sinde, og derfor er jeg taknemmelig for at få lov til at arbejde videre med det, både på dansk og på europæisk niveau, siger Helle Puggard i forbindelse med valget til President Elect.
EFSHT er en organisation bestående af 20 medlemslande, som hver har en delegeret i organisationens Council (råd, red).