Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ergoterapeuter står bag succesfuld ungementor-ordning

Ergoterapeuter står bag succesfuld ungementor-ordning

13. august 2018
I Region Midtjylland er to ergoterapeuter ansat som mentorer for unge med erhvervet hjerneskade, mens en tredje ergoterapeut leder projektet. Projektet har kørt siden 2013 og fungerer så godt, at det nu er et permanent tilbud i regionen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ordningen udbredes til resten af landet.
Lars Ringgard får efter erhvervet hjerneskade hjælp til en ny hverdag af ergoterapeut og mentor Malene Arendt Eriksen.Foto: Helene Bagger

Af Clara Leck Bachmann

I Region Midtjylland har en forsøgsordning med ungementorer til unge i aldersgruppen 15-30 år med erhvervede hjerneskader haft så stor succes, at det nu er et fast tilbud i regionen.

Projektlederen og de to ungementorer er alle ergoterapeuter, og deres arbejde består blandt andet af at støtte den unge i at kunne forvalte sin energi, hjælpe den unge med at strukturere sin hverdag, involvere den unges netværk og stå for kontakt til uddannelse, kommune og arbejdsplads.

- Vi kigger meget på den unges omgivelser, da omgivelserne i høj grad påvirker den unges aktivitetsudøvelse. Jeg var mentor for en ung mand som tænkte, at han sagtens kunne tage en gymnasial uddannelse, fordi han på hospitalet godt kunne koncentrere sig om at læse. Men da han så skulle læse i et klasselokale fyldt med larm, var det en anden sag. Derfor arbejdede vi med at skabe nogle pauser, hvor han kunne trække sig fra larmen og give hjernen en pause, eller at han læste med høretelefoner i, fortæller Hanne Skovgaard Petersen, der er en af de to ungementorer i Region Midtjylland.

Projekt anbefalet af Sundhedsstyrelsen

Forsøgsordningen stammer fra 2013, da regionerne fik bevilliget 100 mio. kroner af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med henblik på at styrke indsatsen for unge med erhvervet hjerneskade. I februar 2017 besluttede kommunerne i Region Midtjylland at gøre ordningen permanent.

Et år senere, i april 2018, skrev Sundhedsstyrelsen i sin slutevaluering, at de anbefaler, at ungementor-ordningen bliver udbredt til resten af landet. Flere udtaler sig positivt om ordningen i rapporten, bl.a. Jette Sloth Flohr, der er formand for Hjerneskadeforeningen:

- Ungementorer bliver ikke anset for at være kommunale folk, og det er rigtig vigtigt, for i de unge menneskers øjne er det ikke sikkert, at de kommunale folk vil dem noget godt. Det er et rum for fortrolighed med ungementorerne. De er nogle, der virkelig forstår deres vanskeligheder, udtaler hun i Sundhedsstyrelsens evaluering.

Guide skal udbrede projektet

For at udbrede ungementor-ordningen til resten af landet har de tre ergoterapeuter lavet en guide, der skal inspirere ungementorer og andre fagpersoner, som arbejder inden for feltet.

- Ungementorerne støtter den unge og netværket i at blive mestrende i samspil, bl.a. ved at give en øget forståelse for og indsigt i følgerne efter hjerneskaden samt at støtte dem i deres forståelse for hinandens perspektiver, står der i guiden, der også bruger case-historier som eksempler på, hvordan man kan hjælpe unge med erhvervet hjerneskade i forskellige situationer.

- Guiden er ikke en håndbog, der fortæller præcis hvordan man gør som ungementor. Vi håber, at den vil gøre nogen nysgerrige på, hvad arbejdet indebærer, og turde springe ud i det selv. Det er jo i høj grad det, vi selv har gjort – vi er sprunget ud i det, siger Hanne Skovgaard Petersen.

Ungementor-ordningen har for nylig fået en del omtale fra DR, både som webartikel, i radioen og TV Avisen. Hanne Skovgaard Petersen håber, at omtalen vil være med til at udbrede tilbuddet:

- Jeg håber, at det i fremtiden vil være muligt for alle landets unge med erhvervet hjerneskade at blive koblet til en ungementor. Og så har vi i regionen netop åbnet op for, at unge med langvarige følger efter en hjernerystelse også kan få hjælp fra en ungementor, fortæller hun.