Ergoterapeuter udvikler e-læringsprogram om dysfagi
Af Lasse Qvist
Et e-læringsprogram om dysfagi, der skal styrke sundhedsprofessionelles viden om emnet, er blevet udviklet i samarbejde mellem Region Sjælland, Køge- og Roskilde Kommune og firmaet Kvalicare. Fem ergoterapeuter og en sygeplejerske fra henholdsvis Sjællands Universitetshospital, Køge Kommune og Roskilde Kommune deltog i udviklingen af programmet.
Den faglige styregruppe bestod af ergoterapeuterne Mette Hjort og Pia Dahl Holbæk, samt sygeplejersken Pia Hempel Jensen fra Sjællands Universitetshospital, ergoterapeuterne Marie Louise Just Christensen og Stine Frost Jensen fra Køge kommune og Christina Emborg fra Roskilde kommune.
E-læringsprogrammet er et resultat af et såkaldt OPI-samarbejde, der er et samarbejde mellem offentlige og private aktører. Ergoterapeuterne og sygeplejersken var udvalgt til projektet på baggrund af deres viden om og erfaringer med dysfagi, og deres rolle i projektet var at danne et fagligt grundlag.
- Det har været en meget lærerig proces at være en del af. Især samarbejdet med de private aktører var spændende, men også udfordrende, siger Pia Dahl Holbæk, der er ergoterapeut ved Køge Sygehus og deltager i projektet.
Program kan redde liv
Baggrunden for projektet var, at dysfagi ikke altid opdages hos patienten. Dels er borgeren sjældent selv opmærksom på symptomerne, dels skyldes det ofte en manglende viden blandt sundhedspersonalet.
Det skønnes, at der i Region Sjælland er 22.000 borgere med dysfagi, og at mellem 60 og 90 % af alle borgere på landets plejecentre, lever med dysfagi-symptomer. Et af problemer er, at når borgeren kommer til indlæggelse behandling på sygehuset, er symptomerne som regel meget fremtrædne.
- Hvis man kan opdage, om patienten eller borgeren har dysfagi, kan vi undgå gentagne indlæggelser grundet lungebetændelse, dehydrering, underernæring og i sidste ende måske død, siger Pia Dahl Holbæk.
Programmet, der tager omkring 40 minutter at gennemgå, har været testet på Holbæk Sygehus og i Køge-, Roskilde- og Slagelse Kommune. De testede det ved at måle testpersonernes viden om dysfagi før og efter, de havde gennemført e-læringskurset. Sygehuspersonalet fik øget sin viden med 25 %, mens personalet i kommunerne i gennemsnit havde en fremgang på 44 %.
FAKTA
- E-læringsprogrammet er resultatet af et OPI-samarbejde, et såkaldt offentligt-privat innovationspartnerskab
- Det henvender sig til sundhedspersonale, der beskæftiger sig med dysfagi
- Fem ergoterapeuter og en sygeplejerske fra Region Sjælland deltog i projektet
- Firmaet Kvalicare, der udvikler e-læringsløsninger, har udviklet e-læringsprogrammet