Ergoterapeuterne i Grønland har landet ny overenskomst
Efter nogle lange forhandlingsdage er en ny fireårig OK landet for ergoterapeuterne i Grønland. Overenskomsten har været sendt til afstemning blandt medlemmer og resultatet af afstemningen blev et klart JA.
Det betyder, at ergoterapeuterne i Grønland fremover blandt andet kan se frem til længere barsel, stigninger i både grundlønnen og i fastholdelses- og rekrutteringstillægget samt forbedrede vilkår for nyuddannede.
Formanden i Grønland, Sara Jilsø Fleischer er derfor godt tilfreds med aftalen, der nu er stemt igennem af medlemmerne på Grønland.
- Det er en rigtig fornuftig aftale, vi har landet. Forhandlingerne har været intense, og der har – helt forventeligt – været små bump på vejen, men jeg er meget tilfreds med det endelige resultat. Jeg er også glad for den store opbakning til den nye overenskomst blandt medlemmerne i Grønland.
Grønland kan være et godt afsæt ind på arbejdsmarkedet for nyuddannede, som med den nye overenskomst får ret til ferie med løn, hvis de ansættes en måned efter endt studie.
- Jeg er rigtig glad for, at den nye overenskomst tilgodeser de nyuddannede. Det er ikke nogen hemmelighed, at Grønland ikke lige er førstevalg for en nyuddannet, men arbejdet her giver så god mening. Erfaringerne man får her, kan man ikke få andre steder. Derfor håber jeg, at vi med de forbedrede vilkår kan være med til at skubbe på en udvikling, hvor nyuddannede grønlandske ergoterapeuter vender tilbage til Grønland eller andre får mod på at komme hertil. Her er højt til loftet og mulighed for at sætte sit eget præg på det faglige arbejde, siger Sara Jilsø Fleischer.
Langt de fleste ergoterapeuter i Grønland inden for sundhedsvæsnet i f.eks. kommunen eller i selvstyret. Overenskomsten, som er forhandlet, gælder for hele Sundshedskartellet i Grønland, som omfatter cirka 700 personer, hvor 18 er ergoterapeuter.
Hovedpunkter i aftalen
Forbedret løn: Ansatte ergoterapeuter under PKK (Sundhedskartellet i Grønland) -overenskomster får 4,32 procent lønstigning fordelt over 4 år.
Ferie med løn: Nyuddannede får ret til ferie med løn, hvis de ansættes en måned efter endt studie.
Mulighed for kursus og rejse: Forbedret mulighed for ét årligt kursus inklusiv frirejse til DK
Forbedret barsel: 2 ugers arbejdsgiverbetalt forældreorlov plus 4 ugers ekstra arbejdsgiverbetalt barsel. Barslen er nu 40 uger.
Forbedret pension: Den arbejdsgiverbetalte pension stiger med 0,5 procent, og ligger fremover på 10,5 procent. Det egen-betalte pensionsbidrag er fortsat på 5 procent.