Ergoterapeutforeningen får ny forhandlingschef
Den 14. august 2023 tiltræder Sine Dreyer Skjoldan stillingen som forhandlingschef i Ergoterapeutforeningen.
Sine Dreyer Skjoldan er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og har mange års erfaring med at forhandle overenskomster på det offentlige og private område. I fjorten år arbejdede Sine i statsadministrationen på arbejdsgiversiden og derefter syv år på lønmodtagersiden i Danmarks Lærerforening. Senest har Sine arbejdet fire år for interesseorganisationen Danske Gymnasier.
Direktør i Ergoterapeutforeningen, Anne Hertz udtrykker store forventninger til det kommende samarbejde:
- Jeg glæder mig utrolig meget til samarbejdet med Sine. Vi har i Sine fundet den helt rigtige profil til at udfylde rollen som forhandlingschef for Ergoterapeutforeningens medlemmer. Vi har også kigget efter én med et digitalt mindset – og her kommer Sine ind ad døren med erfaringer, vi kan omsætte i udviklingen af foreningen. Sine har både kompetencerne og personligheden til at sikre medlemmernes vilkår og en fortsat professionel rådgivning – både nu og ind i fremtiden
Sine Dreyer Skjoldan fortæller om ansættelsen i Ergoterapeutforeningen:
- Jeg har et stærkt juridisk afsæt og har hele mit arbejdsliv rådgivet og forhandlet om alle dele af det ansættelsesretlige felt. Med mine kompetencer vil jeg sammen med foreningens dygtige medarbejdere kunne understøtte udviklingen og rådgivningen og varetage ergoterapeuternes faglige interesser. Lige nu glæder jeg mig til at smøge ærmerne op og komme i gang med arbejdet. Der er spændende arbejde i gang - og ude i horisonten. Ergoterapeutforeningen er i gang med en innovativ digital omstilling, og så ligger overenskomstforhandlingerne også lige om hjørnet.
Ergoterapeutforeningen ser frem til, at Sines viden og engagement bliver brugt til at forbedre ergoterapeuternes vilkår og sikre fortsat professionel rådgivning og service til medlemmer i alle situationer.