Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ergoterapeutiske kompetencer centrale i ny vejledning

Ergoterapeutiske kompetencer centrale i ny vejledning

18. oktober 2014
I en mere forpligtende vejledning har begrebet rehabilitering fået mere plads og kravene til indholdet af genoptræningsplaner blevet mere omfattende. Samtidig er ergoterapeuter specifikt nævnt mange steder.
Ny vejledning beskriver vigtigheden af ergoterapeuters kompetencer i forhold til genoptræningsplaner. Foto: Chili

En ny bekendtgørelse og vejledning om genoptræning i kommuner og regioner træder i kraft 1. januar 2015. Af bekendtgørelsen fremgår det bl.a., at genoptræningsplanen skal angive, om patienten har behov for almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau, ligesom sygehuset som noget nyt skal angive en tidsfrist for opstart af genoptræningen efter udskrivning fra sygehus, hvis der er sundhedsfagligt begrundet behov for det. Det slås også fast, at kommunen kan ikke tilsidesætte den lægefaglige vurdering af patientens genoptrænings- eller rehabiliteringsbehov.

I vejledningen finder man en ny opdeling af, hvornår en patient har behov for genoptræning på enten basalt, avanceret eller specialiseret niveau eller behov for rehabilitering på specialiseret niveau. Derudover angives, hvilke krav der stilles til forekomst, kompetencer, udstyr og organisering på de forskellige niveauer.

I den forbindelse hedder det ”såfremt det vurderes, at patienten skal have en genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau, er det en forudsætning, at der i vurderingen og i udarbejdelsen af genoptræningsplanen er inddraget relevante sundhedspersoner, som for eksempel fysioterapeuter og ergoterapeuter samt andre faggrupper”.

Samtidig fastslår vejledningen, at lægen i forbindelse med den praktiske udarbejdelse af genoptræningsplaner inddrager andre sundhedspersoner, herunder f.eks. ergoterapeuter. Det beskrives, hvordan det er almindelig praksis, at lægen kan overdrage opgaver til andre sundhedspersoner med henblik på en fleksibel opgavetilrettelæggelse. For eksempel ved at overdrage opgaven med at vurdere en patients genoptræningsbehov, herunder vurderingen af, hvilket specialiseringsniveau genoptræningen skal varetages på, til ergoterapeuter.

- Det er glædeligt, at vejledningen konkret beskriver vigtigheden af ergoterapeuters kompetencer i forhold til genoptræningsplanerne. På den måde afspejler vejledningen virkeligheden bedre, end det hidtil har været tilfældet, siger Gunner Gamborg, formand for Ergoterapeutforeningen.

Rettigheder for patienter i psykiatrien

Etf er på nuværende tidspunkt i gang med at undersøge, om der er lige rettigheder for patienter i psykiatrien og om de tolkningsmuligheder, vejledningen lægger op til, kan verificeres fra ministeriets side. Etf informerer nærmere på etf.dk, når der er kommet en afklaring på dette spørgsmål.

Du finder bekendtgørelse og vejledning på retsinformation.dk

Bekendtgørelsen
Vejledningen