Et kig i kommunens maskinrum

Én ting er at dokumentere en klinisk effekt af en ergoterapeutisk intervention i et forskningsprojekt. Noget helt andet er efterfølgende at få interventionen til at fungere i en klinisk virkelighed.

Vita Hagelskjær, der er ergoterapeut og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og Parker Instituttet, har netop afsluttet et randomiseret og kontrolleret studie (RCT) i Herning Kommune. Studiet evaluerede en aktivitetsbaseret intervention kaldet ABLE (A Better Everyday Life) designet til at forbedre ADL-evnen hos borgere, som lever med kroniske tilstande. ABLE er en såkaldt kompleks intervention.

Hun forklarer, hvorfor det kan være vanskeligt at overføre forskningsresultater til andre kliniske sammenhænge:

— Hvis vi f.eks. skal overføre projektet i Herning Kommune til en anden klinisk virkelighed —f.eks. en anden kommune — er det langt fra givet, at den vil virke på samme måde, fordi der er andre mennesker involveret, og den anden kommune måske er organiseret anderledes. Derfor er det vigtigt at få viden om, hvordan interventionen kan tilpasses den enkelte kommunes organisering og praksis, og hvad den enkelte kommune kan have fokus på, for at implementeringen kan lykkes.  

Og til netop det formål, har forskerne benyttet sig af en tilgang kaldet ”realistisk evaluering”, som Vita Hagelskjær her forklarer:

— Vi har under ”virkelige” forhold kigget ind i Herning Kommunes maskinrum og undersøgt mere præcist, hvad det er ved indsatsen, der virker, for hvilke borgere indsatsen virker, under hvilke omstændigheder indsatsen virker, og hvorfor den virker. Det vil give os viden om, hvilke faktorer, der har betydning for, at interventionen kommer til at virke i klinisk praksis.  

RCT-studiet omfatter tre sideløbende evalueringer. Udover den ”realistiske evaluering” indeholder det en klassisk evaluering af interventionens effekt på ADL-evnen samt en økonomisk evaluering, der skal vise, om interventionen samfundsøkonomisk kan ”betale sig”.

Studiets data er endnu ikke færdiganalyseret, men resultaterne bliver tilgængelige i 2022 og præsenteres bl.a. på Ergoterapeutforeningens fagkonference Ergo22.

Ikke for alle borgere

Vita Hagelskjær giver nogle eksempler på, hvad en realistisk evaluering kan kaste lys over.

— I den realistiske evaluering indsamler vi f.eks. viden om, hvad der er vigtigt i samarbejdet mellem ergoterapeut og borger, og hvilke faktorer, der har positiv indvirkning på, om borgeren føler sig involveret og motiveret til at deltage aktivt i interventionsforløbet — og måske til indimellem sessionerne at arbejde med det, der er sat mål for.

— Med den realistiske evalueringstilgang kan vi undersøge, om der er en bestemt type af borgere, som ABLE-interventionen virker bedst for og i givet fald under hvilke omstændigheder. Om det er de yngre eller ældre, mænd eller kvinder, eller om det f.eks. er relateret til bestemte kroniske sygdomme, siger hun og fortsætter:

— Vi kigger også på, hvad ledelsens opbakning betyder for, at programmet kan implementeres. Hvad ergoterapeutens personlighed og færdigheder betyder for, at indsatsen kommer til at virke. Og hvilken betydning det har, at ergoterapeuterne bliver oplært i at levere det aktivitetsbaserede program og kan få supervision undervejs.

Også samarbejdet med visitationsenheden og den enhed, der bevilger hjælpemidler, kan tænkes at have en betydning. F.eks. kan det påvirke interventionen, hvis der er ventetid på et hjælpemiddel, som er nødvendigt for, at borgeren kan træne en aktivitet.

Skulle holde tæt

Tilbage til RCT-studiet i Herning Kommune krævede det afklaring af en lang række spørgsmål, inden studiet kunne gå i gang.

— Kunne vi f.eks. få fat i den rette målgruppe? Kunne vi oplære ergoterapeuterne i at anvende ABLE-programmet og arbejde med den aktivitetsbaserede tilgang? Og hvad ville det kræve, siger Vita Hagelskjær.

Forskningsprojektets dobbeltblindede design var en udfordring i sig selv.

Borgerne blev randomiseret til enten en interventionsgruppe, der fik ABLE-interventionen, eller en kontrolgruppe, der fik sædvanlig ergoterapi. Det betød, at de ergoterapeuter, der skulle arbejde med borgerne i henholdsvis den ene eller den anden gruppe, ikke måtte fortælle hinanden om deres arbejde.

— Det vigtige i designet var, at de ergoterapeuter, der leverede ABLE-interventionen, ikke måtte fortælle ergoterapeuterne fra kontrolgruppen, hvad de leverede, fordi det kunne påvirke dem til at ændre deres sædvanlige praksis, forklarer Vita Hagelskjær.

Og det at holde tæt med, hvad ergoterapeuterne i interventionsgruppen gik rundt og lavede, var ikke helt let, fortæller Lars Østergaard, der er leder af Træning og Aktivitet Syd i Herning Kommune og har været involveret i at planlægge og udføre studiet.

— Dét var en kæmpestor udfordring både for ergoterapeuterne og os ledere, men vi lykkedes med det, fordi vi fik talt projektet igennem med hele terapeutgruppen. Samtidig var der et arbejde i at formidle til ergoterapeuterne, at det ikke var ’finere’ at være med i interventionsgruppen end i kontrolgruppen. Alle ergoterapeuter, der var med i studiet, bidrog med vigtig viden om vores fag, siger han.

Løft til gruppen

For Lars Østergaard og hans kollega Allis Lunde, der er leder for Træning og Aktivitet Øst, var et af perspektiverne ved at tage et forskningsprojekt ind i den kommunale ramme netop muligheden for bagefter at bruge erfaringerne fra projektet i klinisk praksis. Derfor er de interesserede i at indgå i en eventuelt senere implementeringsfase af ABLE-programmet og har allerede taget nogle af redskaberne til sig.

— Selvom det på ingen måde kan sidestilles med at anvende det samlede program, er vi startet med at anvende nogle af de redskaber, der indgik i programmet, blandt andet ADL-I og AMPS. Via ABLE-projektet har vi oplevet, at anvendelsen af redskaberne giver god mening i arbejdet med borgerne, og at vores indsatser bliver mere systematiske og dokumentationen mere ensrettet, siger Allis Lunde og tilføjer:

— Den erfaring og det løft, vores ergoterapeutiske gruppe har fået ved at udføre ABLE-interventionen, kunne vi ikke købe os til på et kursus. Vi har lært nogle nye redskaber at kende, som har givet os et godt fagligt fundament, og vi har fået systematiseret vores arbejde i en grad, som vi ville have haft svært ved at gøre selv.

Lars Østergaard supplerer:

— Det er en gave, at en forsker udefra har haft lyst til at se på vores fag gennem videnskabelige briller, og at vi med projektet kan få dokumentation for vores arbejde.

Styr på det besværlige

I Herning Kommune var man ellers i første omgang ved at sige ’nej tak’ til at deltage, men i dag er de to ledere taknemmelige for, at de sagde ”ja”. Allis Lunde beskriver det at få et forskningsprojekt indenfor døren som en foræring:

— Som kommune ville vi ikke selv kunne komme ud over stepperne med den type indsats. I projektet var materialet klart og tilrettelagt, og Vita Hagelskjær havde styr på besværlige ting som f.eks. databehandleraftaler, der ellers kan gøre, at man som kommune giver op på forhånd.

— I forbindelse med projektet var der også planlagt undervisning til ergoterapeuterne, som virkede motiverende på personalet, siger Allis Lunde og fortæller, hvordan de som ledere oplever at have bidraget:

— Vi har banet vejen for, at vores medarbejdere kunne prioritere projektet, og vi har haft tæt kontakt til Vita Hagelskjær og sørget for nødvendig adgang og hjulpet med at finde løsninger, når der opstod problemer. Vi har også drevet projektet ved at bede vores tværfaglige kollegaer om løbende at opspore borgere til projektet.