Etf underskriver appel om Folkesundhedslov
Det går den forkerte vej med folkesundheden. Et stigende antal danskere har én eller flere kroniske sygdomme. Det kalder på forebyggelse fremfor behandling.
- Vi bør ikke kun reducere antallet af mennesker med sygdom, men også have fokus på at skabe øget lighed i sundhed. Det kræver strukturel forebyggelse. Vi sikrer bedre livskvalitet for den enkelte, når man kan mestre eget liv, udtaler Tina Nør Langager, formand for Etf og understreger, at det er klart billigere i et samfundsøkonomisk perspektiv, når befolkningen er sunde, raske og har lige adgang til sundhed.
I Norge har man allerede en Folkesundhedslov, der blev vedtaget tilbage i 2012. Det er da blandt andet også den norske lovgivning, som initiativtagerne bag appellen er inspireret af.
- Når den nyeste viden peger på, at sygdom og sundhed er skævt fordelt i Danmark og kun har vokset sig større igennem de seneste årtier, bør vi handle, understreger Tina Nør Langager med henvisning til nyeste viden fra blandt andre Sundhedsstyrelsen.
- Læs appellen her
Med appellen ønsker man blandt andet, at alle politiske niveauer, sektorer og velfærdsområder i Danmark forpligter sig til at medtænke borgernes sundhed og trivsel. Med en bred forebyggelsesindsats og med ofte simple og veldokumenterede tiltag kan mange flere mennesker få mulighed for at leve flere gode år uden sygdom.
- Vi skal have en dansk folkesundhedslov, som kan være en løftestang til at skabe sundhed for alle. Lighed i sundhed og forebyggelse skal tænkes ind i al lovgivning. En Folkesundhedslov vil forpligte til forebyggelse i alle strukturelle tiltag, for eksempel når vi bygger boliger til vores ældre, skoler og børnehaver og se på det byrum, vi bevæger os i, og som kan være med til at gøre os naturligt aktive og dermed øge folkesundheden for alle, siger Tina Nør Langager og afslutter:
- Folkesundheden er et fælles anliggende og et fælles ansvar. Vi skal prioritere folkesundheden, hvis vi ønsker et samfund i en sund udvikling.