Hjem > Aktuelt > Nyheder > #fmdk: Sundhedsorganisationerne i samråd

#fmdk: Sundhedsorganisationerne i samråd

17. juni 2016
Folkemødedebat sætter fokus på, hvordan vi sætter borgeren/patienten i centrum i et nært og sammenhængende sundhedsvæsen, og stiller spørgsmålet: Hvordan understøtter vi sammenhæng i pleje, behandling og rehabilitering på tværs af indsatser og sektorer?

Regeringens udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal ved årsskiftet komme med svar på, hvordan det nære og sammenhængende sundhedsvæsen kan udbygges, så behandlingen af patientgrupper med forløb på tværs af sektorer sker sammenhængende, borgernært, omkostningseffektivt og er af høj kvalitet.

Det handler blandt andet om at udbygge samarbejdet ml. hospital, almen praksis og kommunal hjemmesygepleje vedrørende fx udgående teams, akutpladser, følge-hjem eller følge-op ordninger til ældre medicinske patienter efter indlæggelser.

Hverdagen for den ældre medicinske patient skal sikres

Ergoterapeutforeningen anbefaler, at fokus på rehabilitering til den ældre medicinske patient styrkes.

- Det er vigtigt at kunne mestre livet bedst muligt, og det er vigtigt at have fokus på indsatser, når borgeren får problemer med at klare sine daglige gøremål, sagde Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen. 

Ældre medicinske patienter er ikke en homogen gruppe. De har meget forskellige behandlings-, pleje- og rehabiliteringsbehov. Ofte pga. et multikomplekst sygdomsbillede. Det mener Etf, bør afspejles i indsatserne og anbefaler:

- Kommunernes hverdagsrehabiliteringsindsats bør altid tager udgangspunkt i borgerens egne mål. Det systematiske arbejde med borgerens målsætning i rehabilitering af ældre, der har behov for praktisk hjælp og/eller personlig pleje, har blandt andet betydning for livskvaliteten, mindre afhængighed af hjælp og mindre risiko for akut indlæggelse og genindlæggelser, sagde Tina Nør Langager blandt andet.

Formanden for Etf pegede også på vigtigheden i at sikre en aktiv hverdag med livskvalitet for mennesker med demens, da antallet af demente er stigende, og der er brug for en fælles indsats, så mennesker med demens og deres pårørende får den rette hjælp. Der er behov for et meget større fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og rehabiliterende indsatser.

- Vi skal sørge for, at de rette medarbejderkompetencer inddrages i opgaveløsningen, sagde Tina Nør Langager. - Det handler at kunne få øje på borgernes ressourcer, og at personalet har kompetencerne til at finde relevante løsninger, så en meningsfuld hverdag så vidt muligt kan fastholdes. Vi skal også huske behovet for koordinering af mere komplekse borgerforløb, hvor der skal samarbejdes på tværs af visitation og faggrupper fx mellem dagcentre eller daghjem og visitation.

Debatten er arrangeret af Det Fælles Sundhedstelt:  Ergoterapeutforeningen, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Patienter, Danske Fysioterapeuter, Hjerteforeningen, DepressionsForeningen, FOA, Diabetesforeningen, Forbrugerrådet Tænk, Gigtforeningen, Kost & Ernæringsforbundet, Kræften Bekæmpelse, Scleroseforeningen, Lægeforeningen og Ældre Sagen.