Formandsskifte i Danske Handicaporganisationer
Stig Langvad har valgt at takke ja til en ny udfordring, som indholdsmæssigt indeholder netop det, han brænder mest for: Nemlig at påvirke samfundsudviklingen i en retning, hvor der er plads til og accept af alle mennesker uanset alder, køn, handicap, sygdom, religion, etnisk oprindelse m.v.
Stig Langvad tiltræder en opgave hos Fonden Realdania, hvor der er fokus på, hvordan det byggede miljø kan virke fremmende i forhold til forståelse for og respekt af befolkningens mangfoldighed.
DH’s vedtægter indebærer i denne situation, at organisationens næstformand konstitueres som formand frem til næste ordinære Repræsentantskabsmøde – som afholdes i maj 2015. Thorkild Olesen er således konstitueret som formand for DH.