Fra stok og briller til elscooter

Kørestole, stokke og briller er ældgamle hjælpemidler. Der findes tegninger af folk i kørestole fra det gamle Kina omkring år 525 efter vor tidsregning, og eskimoerne brugte på cirka samme tid snebriller som beskyttelse mod sneblindhed, når de gik på jagt eller fiskede.

I Danmark skrev hjælpemidlerne sig for alvor ind i historien i 1933, fortæller Åse Brandt, der har arbejdet som ergoterapeut i 45 år og som forsker på hjælpemiddelområdet de seneste 20 år.

— Med socialreformen i 1933 blev hjælpemidler gratis og en rettighed for alle borgere i Danmark uanset socialstatus. I dag betaler borgeren i nogle tilfælde en del af hjælpemidlet selv, men hovedprincippet er stadig det samme.

Ergoterapeuter har arbejdet med hjælpemidler, siden de første danske ergoterapeuter blev uddannet i netop 1933. Dengang var hjælpemidler typisk enkle ting som enhåndshjælpemidler, påklædningshjælpemidler og hjælpemidler til personlig pleje, og i mange år fyldte hjælpemidler ikke ret meget i en ergoterapeuts arbejde.

Men midt i 1970’erne skete der noget.

— I 1975 kom en lov, der sagde, at patienter på hospitalerne skulle have midlertidige hjælpemidler med hjem, så de kunne blive udskrevet tidligere og klare sig selv derhjemme. Hjælpemidler blev ergoterapeuternes opgave, fordi de sammen med fysioterapeuter stod for patienternes genoptræning.

Med bistandsloven i 1976 blev hjælpemidler for alvor en del af ergoterapeuternes arbejde.

— Her besluttede man politisk, at sagsbehandlende terapeuter — som regel ergoterapeuter — skulle have ansvar for formidling af hjælpemidler og boligændringer i kommunerne, så folk kunne blive boende i deres eget hjem. Tanken om at bo længst muligt i eget hjem opstod her, og hjælpemidler var en vigtig forudsætning for, at det kunne lade sig gøre.

I dag har en tredjedel af alle ergoterapeuter hjælpemidler som deres kerneområde.

Opfandt selv hjælpemidler

Selvom 70’erne blev et vendepunkt for ergoterapeuternes rolle i arbejdet med hjælpemidler, blev det først langt senere almindeligt at anvende hjælpemidler. Da Åse Brandt i 1976 blev uddannet ergoterapeut, fik hun job på Behandlingsinstituttet i Ry, og her fik hun øjnene op for, hvor stor betydning hjælpemidler kan have for mennesker med nedsat funktionsevne.

Året efter kom hun til Århus Kommunes Hjælpemiddelcentral — og på det tidspunkt var antallet af hjælpemidler overskueligt, fortæller hun:

— Vi havde produktsider for alle hjælpemidler samlet i ét ringbind, og vi kunne dem udenad. Fokus var på senge, hvilestole, arbejdsstole, bestik, luplamper og enhåndshjælpemidler til madlavning.  

Til sammenligning er der i dag over 80.000 hjælpemidler i hjælpemiddelbasen.

— Antallet af hjælpemidler er eksploderet, og det har gjort det mere komplekst at matche den enkelte borgers behov. Men samtidig er mulighederne for at hjælpe borgeren blevet bedre, fordi der er flere mulige løsninger, siger Åse Brandt, der dog ikke mener, at arbejdet med at finde løsninger var mindre udfordrende før i tiden:

— Selvom der var færre hjælpemidler for 30-40 år siden, var det også dengang en motiverende udfordring at finde den bedst mulige løsning til borgeren, siger hun.

Havde en borger f.eks. et aktivitetsproblem, som eksisterende hjælpemidler ikke kunne løse, kunne Åse Brandt og hendes kollegaer finde på selv at opfinde et hjælpemiddel. Hun giver her nogle eksempler og understreger, at det selvfølgelig ikke er gangbart i dag:

— Sammen med en elektriker opfandt jeg et lille apparat til en kvinde, der havde problemer med at passe sit arbejde, fordi hun på grund af en sygdom, hun havde, faldt i søvn blandt andet i bussen på vej til arbejde. Apparatet vækkede hende, når hun faldt i søvn. Et andet eksempel er, at vi i samarbejde med en møbelpolstrer brugte autosæder til at lave specialtilpassede kørestole til borgere med behov for særlige siddestillinger og støtte f.eks. på grund af spasticitet.

Flere hjælpemidler kom til

Langsomt blev det mere acceptabelt at bruge hjælpemidler, og i løbet af 90’erne og 00’erne kom endnu flere hjælpemidler til. I slutningen af 70’erne kom rollatoren, men den blev først rigtig udbredt efter år 2000.

— Mange har den opfattelse, at rollatorens udbredelse skyldtes, at Dronning Ingrid i de år gik med rollator, men det er nok en skrøne, for man så den samme udvikling i Norge, Sverige og Holland. Det havde snarere noget at gøre med, at folks indstilling til det at være aktiv ændrede sig, så man i højere grad kunne og ville være aktiv, selvom man var ældre, forklarer Åse Brandt.

Et andet hjælpemiddel, der først blev almindeligt efter at have været på markedet i en årrække, var toilettet med skylle- og tørrefunktion.

— Allerede i 80’erne havde vi et toilet med skyllefunktion i vores udstilling på hjælpemiddelcentralen. Men det blev først en udbredt teknologi, efter at man via Fonden for Arbejdsbesparende Teknologier (ABT-Fonden) i 2008 besluttede at udrulle udvalgte typer af velfærdsteknologi i kommunerne, hvor der fulgte et tilskud på tre milliarder kroner med. Den dag i dag er toilettet populært, men det er nu kategoriseret som en boligændring og ikke et hjælpemiddel, forklarer Åse Brandt.

Sideløbende med den generelle teknologiske udvikling blev hjælpemiddelsortimentet i 1990’erne udvidet med elektroniske hjælpemidler.

— Et stort gennembrud var kommunikationshjælpemidler som transportable talemaskiner samt omgivelseskontrol, der kunne gøre det muligt for personer uden håndfunktion at anvende en telefon samt at tænde og slukke for elektriske apparater, siger Åse Brandt.

Siden har den teknologiske udvikling taget fart, og stadig mere avancerede teknologier betyder nye krav til arbejdet som ergoterapeut (se artiklen ’Træning i hverdagsteknologier kræver specialistviden’).

I 90’erne skete der også det, at det blev mere acceptabelt at bruge hjælpemidler, og følgelig faldt den stigmatisering, der ellers havde fulgt brugen. Det gjaldt f.eks. høreapparater og rollatorer.

Stokken på tilbagetog

I starten af 00’erne buldrede elscooteren frem og overhalede rollatoren i popularitet — et eksempel på, hvordan teknologiske hjælpemidler overhalede ikke-teknologiske.  

— Især elscooteren og el-kørestolen har gjort en forskel for rigtig mange mennesker, fordi de letter de daglige gøremål og giver mulighed for flere aktiviteter. Mobilitetshjælpemidler er i høj kurs, fordi mobilitet — ligesom kommunikation —  er et basalt behov, og fordi mobilitet er den mest udbredte funktionsnedsættelse blandt ældre, forklarer Åse Brandt.  

En dansk undersøgelse foretaget mellem 2002 og 2006 af udbredelsen af mobilitetshjælpemidler viste, at antallet af rollatorer stagnerede, mens antallet af elscootere i samme periode steg med 92 procent (fra 171 til 328 per 100.000 indbyggere) og el-kørestole med 53 procent (fra 60 til 92 per 100.000 indbyggere) (1). Den voldsomme stigning i antallet af bevilgede elscootere betød dog samtidig, at de i de fleste tilfælde blev pålagt brugerbetaling.

Nedprioritering af faget

På trods af det store antal hjælpemidler, vi har i dag, har Åse Brandt set en tydelig nedprioritering af hjælpemiddelområdet i løbet af de seneste 10 år, hvor Hjælpemiddelinstituttet er blevet nedlagt og de fleste hjælpemiddelcentraler stille og roligt er forsvundet.

— Den nedprioritering har betydet, at ergoterapeuters muligheder for at yde ergoterapi af god faglig kvalitet er reduceret ligesom vores muligheder for vidensdeling og efteruddannelse, siger hun.