#fv19: Folketingsvalget er udskrevet
Bertel Haarder (V) er det længst siddende nuværende folketingsmedlem med sine 38 år og omtrent 6 måneder på Folketingspinden, og her giver han sit bud på, hvad der er brug for på sundhedsområdet.
Dermed sætter han samtidig startskuddet for de i alt fem politikerinterviews, som Ergoterapeuten har gennemført i forbindelse med det snartkommende valg.
Over de næste to uger præsenterer vi Astrid Krags (A), Liselott Blixts (DF), Peder Hvelplunds (Ø) og Jane Heitmanns (V) udtalelser om, hvilken indsats der er brug for på sundheds- og ældreområdet, og det kan have stor betydning for de ergoterapeuter, der arbejder inden for dette område.
Mener du, at der skal mere tid til den enkelte borger eller patient i behandling?
- Ja, det ville være dejligt med mere tid. Det kræver god ledelse, bedre tilrettelæggelse, moderne teknologi og måske flere penge at skaffe den tid.
Hvad forstår du ved værdig ældrepleje?
- Uværdig vældrepleje er f.eks. når der åbenlyst eller stiltiende opereres med aldersgrænser, som om ældre ikke kan helbredes eller hjælpes til forbedret livskvalitet.
Hvad er den største udfordring på sundheds- og ældreområdet lige nu?
- Det er at finde balancen mellem alle de behandlingsmuligheder og livsforlængelser, som heldigvis er blevet mulige. Og så er det den erkendelse at ikke alt, der er muligt, er godt for patienten. Det gælder i livets start, og det gælder i livets slutning.
Hvad er det bedste, du har udrettet i din tid som sundhedsminister?
- Det bedste er specialefordelingen med færre og større specialiserede sygehusafdelinger, som har øget kvaliteten i behandlingen og overlevelseschancerne for den enkelte. Til gengæld formulerede jeg mottoet: ”Hvad der ikke er svært, skal være nært”, og nu er det tid til sidste del: det nære sundhedsvæsen.