Hjem > Aktuelt > Nyheder > Hovedbestyrelsen prioriterer OK24-krav

Hovedbestyrelsen prioriterer OK24-krav

18. august 2023
Processen med forberedelse til OK24-forhandlingerne er i gang. ETF’s hovedbestyrelse har netop behandlet de OK24-krav, der er indsendt af medlemmerne og som nu er prioriteret til den videre OK-proces, der i første omgang involverer hovedorganisationen Akademikerne (AC).

Før sommerferien modtog ETF OK24-krav fra medlemmerne. Mange af kravene er uddybet med tekster, som beskriver hverdagen og de udfordringer, som medlemmer oplever. ETF skal tage hånd om dem enten i OK-sporet eller på anden måde. Det har givet ETF’s hovedbestyrelse et virkelig godt fundament for den politiske behandling og prioritering af kravene og dermed forberedelsen af OK24-forløbet.

- De mange krav giver foreningen et stærkt og nuanceret grundlag at stå på i den videre proces frem mod forhandlingsbordet. Det er vi dybt taknemlig for. Der er naturligvis også modtagne krav, som strider imod hinanden eller medfører forringelser for andre. Derfor har hovedbestyrelsen lagt en strategi, der kommer længst muligt med de krav, som er strategisk vigtigst for ergoterapeuter, siger Tina Nør Langager, formand for ETF og fortsætter:

- De krav og udfordringer, der ikke nødvendigvis kan bringes til forhandlingsbordet, ser vi stadig nærmere på i ETF på anden vis og vurderer, hvor vi så kan arbejde med. De er ikke tabt blot fordi, de ikke er ligger i OK-sporet. Det er viden, som vi værdsætter som grundlag og nuancer i vores strategiarbejde.

De prioriterede krav sendes nu til AC og herefter udveksles de med de tre arbejdsgivere hhv. Staten, Danske Regioner og Kommunerne i december. Det er først herefter, at kravene offentliggøres.