Hvad kan man bruge en kandidat til?

Af Lasse Qvist

Trine Tangsgaard blev uddannet fra Ergoterapeutskolen i København i 1999, og arbejdede herefter som ergoterapeut i cirka fire år. Hun oplevede imidlertid ikke helt, at hendes arbejde kunne indfri hendes forventninger. Ud af det voksede et ønske om at videreuddanne sig.

- Jeg følte ikke, jeg kunne udøve den ergoterapi, jeg gerne ville. Vi var pressede på mandskab, og der var ikke tid nok. Derudover har jeg altid haft en interesse for teori, metoder og forskningsmetodikken, så det var et ret naturligt næste skridt for mig at tage en videreuddannelse.

Da hun var kandidatudannet, blev hun ansat som udviklingsmedarbejder og projektleder ved Instituttet for blinde og svagsynede. Her arbejdede hun med forskellige projekter, projektansøgninger, dokumentation og evidens. I dag er hun leder ved instituttet. Men hendes erfaringer fra praksis vil hun ikke være foruden.

- I mit arbejde som ergoterapeut fik jeg en praksisnær viden, og gjorde mig nogle erfaringer, som jeg trækker meget på i dag. Jeg tror, det er vigtigt at have stået derude ved borgeren og fået en føling med faget, hvad enten man skal arbejde med udvikling eller som leder.

Trine Tangsgaard bruger også mange af de kompetencer hun tilegnede sig på kandidatuddannelsen i sit daglige arbejde. Især hendes viden om rehabilitering, sundhedsøkonomi og forskningsmetoder og evnen til at læse videnskabelige artikler bruges frivilligt.

Kandidater der vil borgere og patienter

Netop evnen til at kunne læse eksempelvis videnskabelige artikler, er noget Morten Østergaard, der er chefterapeut ved Bispebjerg- og Frederiksberg hospital, efterspørger. Og det er blandt andet her kandidaterne kommer ind i billedet.

- Det er vigtigt for os, at vi til en hver tid giver det mest tidsvarende og relevante tilbud til vores patienter. Der giver det ikke mening at sige til vores ergo- og fysioterapeuter, at de skal sørge for at have styr på det vidensgrundlag, de handler på, eller sætte dem til at læse artikler. Det er de i udgangspunktet ikke rustede til. Her kan kandidaterne give metodisk støtte.

Derfor er målsætningen, at der er tilknyttet en kandidat til alle afdelinger og teams på sygehuset, der skal understøtte, at den viden, teamet træder af på, er den nyeste. Kandidaterne skal også understøtte implementeringen, når ny viden bliver tilvejebragt.

- Tidligere var det på hospitalerne de bedste klinikere, der blev udpeget som udviklingsterapeuter. Derfor blev barren for hospitalets tilbud oftest sat ud fra erfaringer og blev sjældent suppleret med en kritisk litteraturgennemgang.

- Men så går man glip af en masse viden, der bliver produceret andre steder, og så kan vi ikke opfylde vores målsætning. Derfor efterlyser vi flere kandidater, der har lyst til at blive ved det patientnære.

Kombinerer forskning og udvikling med praksis

Sådan en er Karina Lund. Allerede da hun lavede sin bachelor vidste hun, at hun ville læse videre. Hun fandt processen omkring dataindsamling- og bearbejdning spændende, og nød at arbejde med større projekter. Men hun nyder samtidig at arbejde med patienterne, og alle hendes stillinger efter kandidaten har været kombinerede stillinger.

Karina Lund blev professionsbachelor i ergoterapi i 2005 i Aarhus. Da hun var færdiguddannet fik hun et etårigt vikariat med neurorehabilitering. Allerede da det vikariat sluttede, gik hun i gang med sin sundhedsfaglige kandidatuddannelse. Havde det været i dag, havde hun nok ventet lidt.

- Jeg tror, jeg ville have haft gavn af at snuse lidt mere til forskellige projekter, inden jeg startede. Jeg var stadig meget grøn, da jeg begyndte at læse videre, og det havde nok gavnet min kandidatuddannelse, hvis jeg havde haft lidt mere faglig tyngde med ind.

Hun startede derefter som specialeansvarlig ergoterapeut ved neurologisk gruppe på AUH, en stilling der senere udviklede sig til udviklingsterapeut. Her arbejdede hun både med ergo- og fysioterapeuter, og hendes opgaver var bl.a. at vejlede hendes kollegaer i forskningsmetodiske problemstillinger, lede udviklingsprojekter og implementere nyeste faglige viden.

I dag er hun ergoterapifaglig specialist på Herlev og Gentofte Hospital, hvor hun bl.a. underviser i evidensbaseret praksis, bistår den faglige udvikling, udarbejder projektbeskrivelser og leder projekter.

Modsat i Aarhus, hvor hun udelukkende arbejdede indenfor det neurologiske speciale, samarbejder hun nu med hele Ergo- og Fysioterapeutisk afdeling. Det kræver af hende, at hun kan sætte sig ind i flere fag- og specialeområder.

- Det er selvfølgelig udfordrende, men også helt vildt spændende. Jeg sparrer tæt med de kollegaer, der har den relevante viden indenfor specialerne. De bidrager med den faglige viden, og jeg bidrager med forskningsmetodikken.