Hvorfor står hjælpemidler ubrugte hen?

Arbejdsstolen, der aldrig blev indstillet korrekt, og rollatoren, der var for svær at manøvrere. Begge dele kan være eksempler på hjælpemidler, der aldrig kom til at fungere og derfor står ubrugte hen. Men præcis hvor mange hjælpemidler, der står ubrugte hen hos danske borgere, vides ikke, da der kun er få danske undersøgelser af hjælpemidlers brug.

En ikke-videnskabelig brugerundersøgelse foretaget af Dansk Handikap Forbund i 2017 blandt 337 hjælpemiddelbrugere viste, at godt hver femte hjælpemiddel — svarende til 23 procent — stod ubrugt hen, og at halvdelen af de ubrugte hjælpemidler aldrig havde fungeret for borgeren (1).

— Det er et samfundsmæssigt problem, hvis op til en femtedel af alle hjælpemidler står ubrugte hen. Både fordi konsekvensen formodentlig vil være, at nogle borgere ikke får den hjælp, de har brug for til at løse deres aktivitetsproblemer (2), og fordi vi i Danmark bruger over tre milliarder kroner på hjælpemidler om året, siger Åse Brandt, der samtidig er forbeholden over for brugerundersøgelsens metode.  

— Undersøgelsen fra Dansk Handikap Forbund er ikke udført med videnskabelig metode, så der er et stort behov for egentlig forskning, som kan give et retvisende billede af, hvor mange hjælpemidler og hvilke typer, der ikke bruges og hvorfor, forklarer hun.

Hvert tredje i USA

Den eneste nyere danske videnskabelige undersøgelse af hjælpemidlers brug er en dansk/norsk undersøgelse af elscootere, der viste, at under to procent aldrig bruger deres elscootere (3). Brugen af elscooter er dog formentlig ikke et typisk eksempel, når man skal se på, om hjælpemidler bliver brugt, forklarer Åse Brandt:

— Hvor stor en andel af hjælpemidler, der står ubrugte hen, afhænger i høj grad af typen af hjælpemiddel. Elscootere vil vi forvente har en høj grad af brugertilfredshed og bliver brugt i stor grad, fordi de er relativt lette at tilpasse, de virker godt for brugeren og er ofte brugerens eneste mulighed for at komme rundt. Samtidig er elscootere ikke stigmatiserende i samme grad som andre hjælpemidler, f.eks. rollatorer (4, 5). Vi mangler derfor studier, der viser brugen af alle kategorier af de mest almindelige hjælpemidler i Danmark.

— Vi kender ikke årsagerne til, at så mange hjælpemidler muligvis står ubrugte hen. Måske har formidlingen været mangelfuld, eller måske har borgerne fundet andre og bedre løsninger, men det kan vi ikke på nuværende tidspunkt sige noget om. Mere viden om årsagerne vil hjælpe os til at sætte ind der, hvor problemerne er, og det vil gøre det lettere at argumentere for vigtigheden af at have ressourcer og kompetencer til at levere hjælpemiddelformidling af tilstrækkelig god kvalitet, uddyber Åse Brandt.

Flere internationale videnskabelige undersøgelser peger på, at hjælpemidler i mange tilfælde står ubrugte hen. Hvor stor en andel det drejer sig om, afhænger — udover typen af hjælpemiddel — også af, hvordan hjælpemiddelformidlingsprocessen fungerer. F.eks. spiller det en rolle, om borgeren selv skal anskaffe sig hjælpemidlet, eller om der er et hjælpemiddelformidlingssystem.

— Resultaterne af videnskabelige undersøgelser varierer fra land til land. F.eks. ser man i USA, at knap hvert tredje hjælpemiddel — svarende til 30 procent — står ubrugt hen (6). I Italien viser en undersøgelse, at knap hvert femte hjælpemiddel (19 procent) ikke bliver brugt (7). Til sammenligning har man i en hollandsk undersøgelse fundet, at blot 1 procent af alle hjælpemidler står ubrugte hen (8), fortæller Åse Brandt.   

Føler sig gammel

Selvom der herhjemme mangler undersøgelser af omfanget af hjælpemidlers brug, findes der faktisk viden om årsagerne til den manglende brug. Tina Helle forklarer om de vigtigste årsager:

— Det kan være identitetsproblemer, f.eks. at man føler sig ældre end man er, fordi man har fået en rollator, og derfor ikke accepterer rollatoren. Omgivelserne kan også påvirke brugen af hjælpemidlet - f.eks. når pårørende ikke accepterer hjælpemidlet, og endelig har det betydning, hvor godt hjælpemidlet løser aktivitetsproblemet (9, 10).

Brugerens egne forventninger kan også spille ind, forklarer hun:

— Vi ved, at brugeren nogle gange kan have urealistiske forventninger til, hvilke udfordringer et hjælpemiddel kan løse (11), og at det af den årsag ender med ikke at blive brugt (2,12,13).

Tina Helle forklarer, at hjælpemiddelformidlingsprocessens forløb er afgørende for, om et hjælpemiddel bliver taget i brug (se også faktaboks), og her spiller bestemte faktorer ind:

— En klientcentreret tilgang er vigtig for en effektiv hjælpemiddelformidlingsproces og for den endelige brugertilfredshed. Desuden er det vigtigt forud for bevillingen af hjælpemidlet at afklare brugerens behov — inklusive forventningerne til den forskel, hjælpemidlet kan gøre for borgeren. Endelig er det vigtigt, at der finder træning og opfølgning sted i forhold til brugen af hjælpemidlet (2).

Tog seks måneder

De årsager, som Tina Helle nævner, stemmer fint overens med det, Maria Vogt oplever i sin praksis. Hun giver et eksempel med en 40-årig borger, der skulle skifte den manuelle kørestol ud med en el-kørestol:

— El-kørestolen var et tegn på, at hans funktionsnedsættelse var blevet forværret. Det var psykisk hårdt og gav ham identitetsproblemer, og derfor tog det ham seks måneder at acceptere el-kørestolen og aflevere den manuelle kørestol tilbage, siger Maria Vogt og forklarer hvad ergoterapeuten kan gøre:

— Det kan gøre en forskel med en langsom tilvænning, hvor kørestolsbrugeren inddrages i valg af kørestol, og hvor vi giver os tid til at belyse, hvilke ekstra aktiviteter borgeren vil kunne udføre med el-kørestolen, og hvordan han kan økonomisere med kræfterne. Dernæst skal vi sikre os, at de pårørende er med i processen og endelig kigge på omgivelserne — kan el-kørestolen f.eks. komme rundt i alle rum?

Praktikere skal bidrage

I det videre arbejde med at finde de bagvedliggende årsager til, hvorfor hjælpemidler ikke bliver brugt, er det vigtigt, at praktikere føler sig ansvarlige for at bidrage til forskningen i det omfang, de har ressourcer til det, mener Tina Helle.

— Vi skal lave forskning og interventioner, der giver mening i praksis, så borgeren får en bedre hverdag på den samfundsøkonomisk set mest effektive måde, så vi skaber ’value for money’ på alle parametre. Lovgivningen siger, at vi skal levere det bedste og billigste hjælpemiddel til borgeren, men forskningen viser, at vi mangler detaljeret ergoterapividenskabelig viden om, hvad der skal til for at lave det bedste match mellem borger og hjælpemiddel. Derfor er vi som forskere afhængige af, at kolleger fra praksis vil hjælpe os med at identificere ’videnshuller’ og problemstillinger og udvikle ideer til forskningsprojekter — samt til sidst også med at gennemføre forskningsprojekter i praksis, siger Tina Helle.  

Også sundhedsøkonomiske studier er i stigende grad vigtige på hjælpemiddelområdet.

— Sundhedsøkonomiske studier, der undersøger hvordan man får mest mulig sundhed for pengene, kan også hjælpe med at afklare, hvor stor betydning det har for samfundsøkonomien, at hjælpemidlerne står ubrugte hen set i forhold til både livskvalitet og økonomi. Og om en ergoterapeutisk indsats i form af træning og opfølgning på brugen af hjælpemidlerne, kan betale sig, siger Tina Helle.