Ingen skal føle, de står alene
Når Louise Boros Daugaard tager på arbejde fra den 1. maj, er det et helt andet job, der venter hende. For jobbet som visitator i Faaborg-Midtfyn Kommune ligger langt fra jobbet som fuldtidspolitiker i en fag- og professionsforening. Alligevel er det lokal- og fagpolitiske ikke helt fremmed for den kommende regionsformand, der har været næstformand i regionens bestyrelse, repræsentant i ETF’s repræsentantskab og såmænd også tillidsrepræsentant gennem mange år.
- Det er jo ikke en beslutning, jeg sådan lige har taget hen over natten, siger Louise Boros Daugaard. – Jeg har taget tilløb og vænnet mig til tanken. Jeg har hele tiden vidst, at jeg først ville stille op som regionsformand i det øjeblik, Anna-Marie ikke ønskede genvalg, og nu er tiden altså kommet, tanken er modnet, og jeg er klar!
Det er da også netop i det tætte parløb med Anna-Marie, at Louise Boros Daugaard har fået motivationen til karriereskiftet og et nyt fokus i arbejdslivet.
- Jeg har - både som næstformand i regionsbestyrelsen og som TR - været til møde med lokalpolitikere og ledelser sammen med Anna-Marie. Så jeg har været i mesterlære hos den bedste og med helt inde i maskinrummet. Det har været lærerigt og givet mig dels en smule erfaring og dels en forståelse for det arbejdet, der venter med at skabe netværk, gå i dialog og holde mig opdateret på regionens problematikker for medlemmerne og ergoterapiens vilkår.
Og netop vilkår og rammer står højt på den nye regionsformands liste over fokuspunkter.
- Medlemmernes arbejdsmiljø og vilkår står centralt for mig. Både de rammer som de skal løse opgaverne indenfor, men også at de skal være længere på arbejdsmarkedet. Synet på, hvor man er i livet, mens man skal arbejde mest, er helt klart i spil og noget jeg gerne vil være med til politisk at rykke på. Arbejdslivet skal kunne bære, at man er et menneske og ikke kun et middel, siger Louise Boros Daugaard og fortsætter:
- Samtidig er jeg overbevist om, at vi i takt med, at nye generationer kommer ud på arbejdsmarkedet, kommer til at ændre vores tilgang til det at gå på arbejde og se på livsfaser ind i arbejdslivet. Forventningerne bliver anderledes, det skal vi både være opmærksomme på, men også i stand til at komme i møde.
Louise Boros Daugaard er samtidig opmærksom på de rekrutteringsudfordringer, der er i sundhedsvæsenet og mener, at det kalder på et fokus på arbejdsmiljøet, hvor løsningen ikke ligger i at få medarbejderne – inklusive ergoterapeuterne – til at løbe stærkere.
- Det nytter ikke, at man forventer, at medarbejderne bare skal løbe endnu stærkere, der skal i stedet ses nærmere på omorganisering af strukturerne omkring opgaverne. Det er en tendens, vi allerede ser med tværfaglige teams, men også her kan den enkelte ergoterapeut stå alene med et fagsprog, som vi skal skærpe, styrke og synliggøre. Ergoterapeuter laver nemlig ergoterapi! Og det er den ergoterapeutiske indsats, vi skal have i spil i de tværfaglige teams – til gavn for borgeren og patienten, siger Louise Boros Daugaard og tilføjer:
- Fra politisk side skal vi være med at skabe det sprog og løfte fagligheden ud blandt de rette interessenter og samarbejdspartnere. Det er en udfordring, som jeg ser meget frem til at være med til at løse. Her kommer jeg helt klart til at trække på min brede erfaring fra praksis og ikke mindst TR-området.
Den kommende regionsformand glæder sig derfor til at skubbe på udviklingen, men hun erkender, at det er en opgave, hun ikke kan løse alene.
- Jeg er virkelig taknemmelig for den robuste regionsbestyrelse, vi har. Der er opbakning både til mig som ny regionsformand og til opgaverne vi skal løse til glæde for medlemmerne, siger Louise Boros Daugaard og understreger, at medlemmerne og samarbejdet med dem ligger i DNA’et.
Det er er vigtigt for hende, at medlemmerne i regionen ved, at de ikke står alene, men at hun er der som sparringspartner og gerne tager på arbejdspladsbesøg og inddrager dem i arbejdet. Hun siger:
- Foreningen er jo medlemmerne. Så det er selvfølgelig kun i samarbejdet med dem, jeg bliver klogere på, hvad der sker på arbejdspladserne lokalt, hvilke udfordringer de har brug for hjælp til at få løst, og hvilke arrangementer de har behov for at have adgang til. Ingen skal føle de står alene. Anna-Marie har altid været en meget synlig regionsformand, og jeg har ambitionen om at være det samme. Uden medlemmerne og tillidsfolkene er jeg ingenting. Som person er jeg drevet og motiveret af sparring og synes, der er et kæmpepotentiale i at bruge hinandens input for at udvikle på de ergoterapeutiske opgaver, stillingerne og arbejdspladserne.
Der er altså masser af drive og fokus hos den nye politiker. Når hun ser på fremtidens udfordringer og det politiske virke, taler hun ind i de politiske pejlemærker, som hun selv har været med til at vedtage for ETF på repræsentantskabet i 2022.
- De politiske indsatser vil med mig på posten også komme til at tage afsæt i de indsatser, vi har vedtaget for ETF. Det er præcise og relevante pejlemærker, hvor vi som faggruppe er en del af løsningen, udvikler faget og forskningen, mens vi er skarpe på samfundets tilstand og tager vores ansvar på os i rammer, der er solide for et arbejdsliv på gode vilkår. Det ser jeg frem til at arbejde med på den politiske bane, jeg har som regionsformand.
Louise Boros Daugaard er klar over, at der er en tilvænningsperiode for både hende, medlemmerne og de politiske interessenter i forhold til, at hun er ny på posten.
- Jeg er mere spændt end nervøs. Jeg får brug for en indkøringsfase ligesom alle andre, der starter i noget nyt. Og der er gode folk til at bakke mig op både lokalt og centralt fra, siger hun og afslutter med et smil:
- Hvordan er det nu, den er… det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt! Og jeg ved godt, at det har Pippi aldrig sagt, men nu har jeg. Jeg glæder mig.
- Du finder ETF's strategi En del af løsningen her