Input til ny grundfortælling
Vi ergoterapeuter skal have en grundfortælling anno 2017, som skal indkredse den værdi, ergoterapeuter skaber for den enkelte borger og samfundet. I dette arbejde beder Hovedbestyrelsen om alle medlemmers input.
- Vores nye grundfortælling skal udvikles i tæt samarbejde med medlemmerne, og derfor inviteres alle til at bidrage med forslag til, hvad vi skal være kendt for, hvad vores styrker er og hvordan vi bidrager til et bedre samfund. Du kan fra i dag og frem til den 11. oktober bidrage med input ved at udfylde det skema, som du har modtaget på mail fra Etf, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Hun peger på, at formålet med grundfortællingen er at skabe en let forståelig fortælling til omverdenen om, hvad ergoterapi er, og hvilken værdi ergoterapeuter har i velfærdssamfundet.
- Når jeg er ude at præsentere vores fag i forskellige sammenhænge oplever jeg ofte, at politikere og beslutningstagere ikke har et klart billede af ergoterapi, som svarer til virkeligheden og de mangfoldige arbejdsopgaver, som vi løser i dag. De er simpelthen ikke klar over, hvad der er ergoterapeuters faglige kerne og hvad vi står for, siger Tina Nør Langager.
Den nye grundfortælling kommer til at bestå af et slogan, som udtrykker, hvad ergoterapeuter vil være kendt for, og hvordan ergoterapeuter bidrager til et bedre Danmark. Derudover består grundfortællingen af en ”varedeklaration” på max. 10 linier, der sætter lidt flere ord på, hvordan fortællingen skal fortolkes.
- Det er hensigten, at grundfortællingen skal bygge videre på fagets styrker og DNA, men ikke være en præcis beskrivelse af fagets anvendelse og praksis i alle aspekter. En grundfortælling er i sagens natur kort. Udfordringen bliver at nå frem til et resultat, som alle ergoterapeuter kan se sig selv i. Den udfordring skal vi tage op i fællesskab, og vi har derfor brug for, at så mange medlemmer har lyst til at deltage med deres input som muligt, siger Tina Nør Langager.
Den nye grundfortælling forventes godkendt af hovedbestyrelsen i begyndelsen af det nye år efter en proces, hvor medlemmer og grupper af medlemmer har været inddraget på forskellig vis.