Kom til Lederkonference 2016
Dilemmaet mellem hensynet til den faglige kvalitet på den ene side og til økonomiske rammer på den anden er velkendt, hvad enten man er leder, ansat eller klinikejer i sundhedsvæsnet.
Som leder ved du, at rammestyring og økonomi er uundgåelige vilkår, men oplevelsen af at sidde inde med viden om kritisable forhold slider på både den enkelte og på gruppen som helhed og kan føre til det, vi med et moderne begreb kalder ”moralsk stress”.
Lederkonferencen stiller spørgsmålene
Har vi ytringsfrihed? Bringes ytringsfriheden i spil som ledelsesredskab? En kultur for åbenhed giver mulighed for at handle i tide. Desuden præsenteres du for etisk refleksion som en metode til at håndtere moralsk stress og de dilemmaer, der opstår imellem hensynet til det fagligt forsvarlige og hensynet til lovgivning og økonomiske rammer.
Konferencen er både for offentligt ansatte ledere og klinikejere. For klinikejere byder konferencen på et særligt spor om vigtigheden af, at se behovet for forandringer, formulere ændringerne og gennemføre dem på klinikken.
Specielt for offentligt ansatte ledere, byder konferencen på et oplæg om offentlig ledelse i forandring. Velfærdssamfundets struktur og styring, som vi kender, er under nedbrydning, mens noget andet er på vej. Det stiller nye krav, for hvilken ledelse kræves der?
Netværk
På konferencen lægges der op til at netværke på tværs af geografi og faggrupper. Der afholdes generalforsamling i Etf´s Selskab for Ledelse, efter det fælles program på dag 1.