Hjem > Aktuelt > Nyheder > LO-kongres vil udvikle samarbejdet med FTF

LO-kongres vil udvikle samarbejdet med FTF

27. oktober 2015
​LO’s kongres har vedtaget at afklare mission og visioner samt det politiske og økonomiske grundlag for en eventuel ny hovedorganisation sammen med FTF.

Senest ved udgangen af 2017 skal LO og FTF være færdige med at afklare grundlaget for en eventuel ny fælles hovedorganisation med tilsammen 1,5 millioner medlemmer. Det vedtog LO’s kongres mandag den 26. oktober. 

Grundlaget skal blandt andet rumme en afklaring af, hvad missionen og visionerne skal være for en sådan ny hovedorganisation, og hvordan det politiske og økonomiske grundlag skal se ud. 

Kongressen vedtog uden ændringer den kongresindstilling omkring udvikling af LO-FTF 2020-projektet, som er udarbejdet af LO og FTF i fællesskab og på forhånd er vedtaget af LO’s daglige ledelse og FTF’s forretningsudvalg.

FTF’s kongres tager stilling den 18.-19. november.