Hjem > Aktuelt > Nyheder > Margrethe Boel er valgt som næstforperson i DSA

Margrethe Boel er valgt som næstforperson i DSA

29. november 2022
Næstformand i Ergoterapeutforeningen, Margrethe Boel er nu også nyvalgt næstforperson i DSA – Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Margrethe Boel, der har været hovedbestyrelsesmedlem i a-kassen siden 2020, er valgt som næstforperson i en organisation, hvis arbejde hun er stærk passioneret omkring og mener fortsat skal være det naturlige valg for medlemmerne.

- Jeg er utrolig glad for og stolt over at være valgt som næstforperson i DSA og ser frem til det fortsatte samarbejde med hovedbestyrelsen og den nyvalgte forperson Harun Demirtas fra DSR. Vi skal sammen fortsætte det gode arbejde med at påvirke de politiske dagsordner til fordel for medlemmerne og politisk arbejde for, at der ikke sker en yderligere udhuling af dagpengesystemet, siger Margrethe Boel efter valget.

I sit virke som hovedbestyrelsesmedlem har hun været med til at sætte retning i det strategiske arbejde, der imødekommer alle medlemmernes behov, og hvor hun har særlig fokus på medlemsrejsen og mødet med medlemmerne, der hvor de er.

- Det er vigtigt, at DSA møder medlemmerne dér, hvor de er i arbejdslivet. At DSA står klar når medlemmerne har brug for det - ved ledighed, ved jobskifte og karriereafklaring, ved sygdom, ved barsel, ved jobsøgning både i Danmark og udlandet og når det er blevet tid til at gå på efterløn. Jeg er stolt over alle de nye tiltag DSA er lykkedes med i denne valgperiode. Kursen er sat med en klar strategisk retning for den kommende periode, og det ser jeg frem til at arbejde videre med. Som næstforperson i DSA vil mit fokus være at alle faggrupper i DSA fortsat kan se sig spejlet i de kommende indsatser, afslutter Margrete Boel.

Tillykke til endnu en ergoterapeut

Også ergoterapeut Kristian Obenholt har deltaget i valget i DSA, hvor han stillede op og blev valgt ind i DSA's hovedbestyrelse.