Hjem > Aktuelt > Nyheder > Nordisk møde 2023

Nordisk møde 2023

31. august 2023
De nordiske ergoterapeutforeninger har traditionelt et stærkt samarbejde. Hvert år mødes formandskaberne, hvor fælles, aktuelle dagsordner drøftes. Tina Nør Langager (formand) og Margrethe Boel (næstformand) er netop vendt hjem fra Finland efter tre intensive dage sammen med deres kollegaer fra de øvrige nordiske lande.

 

- Det er tydeligt, at vi står i samme situation i de nordiske lande. Vi har derfor meget at give hinanden på tværs, da vores demografiske udfordringer og vores velfærdsmodeller ligner hinanden, siger Tina Nør Langager.  

På det nordiske møde var der bl.a. oplæg om den finske sundhedsreform, som har været undervejs i flere år. Bag oplægget stod professor Johanna Lammintakanen og oplægget understregede blot de nordiske landes sammenlignelige dagsordener og udfordringer.

- Danmark er foran i forhold til implementering af hverdagsrehabilitering. Samtidig har vi flere ergoterapeuter pr. indbygger og landet har en mindre geografi. Til gengæld har vi en yngre tradition for forskning og de aktuelle udfordringer i forhold til rekruttering til faget er nye. På den både giver det en stærk erfaringsudveksling om ergoterapiens udviklingsmuligheder og udfordringer i vores respektive lande. Vi har haft inspirerende dialoger om politiske tendenser, uddannelse, tværfaglige teams, digitalisering, forskning mv., siger Tina Nør Langager.

På mødet blev der samtidigt afholdt fysisk bestyrelsesmøde i SJOT-bestyrelsen (Skandinavian Journal of Occupational Therapy). Den svenske formand Ida Kålin er fortsat formand i SJOT-bestyrelsen og Tina Nør Langager blev genvalgt som næstformand. Der arbejdes målrettet med implementeringsplanen for overgangen til Open Access, som kører planmæssigt.

- Det er det næste skridt for deling af viden blandt ergoterapeuter nationalt og globalt. Vi skal takke vores tidligere formandskollegaer for deres fremsynethed og tro på ergoterapien ved at etablere SJOT. Vi er utrolig stolte af, at vi som SJOT-bestyrelse har besluttet at overgå til fuld Open Access i 2024. Det er endnu en milepæl for det nordiske samarbejde i professionens navn, afslutter Tina Nør Langager.